Kvinders sundhed handler også om arbejdsmiljø

BUPL Århus´ læserbrev i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag
Grafik 8 marts

Af Line K. Møller, formand for BUPL Århus, Kystvejen 17, 2. 8000 Aarhus C
Der er afsat penge på finansloven til en nyt Nationalt Center for Forskning i Kvinders Sundhed, som skal forske i lidelser, der specifikt rammer kvinder. Her på kvindernes kampdag sætter vi fokus på, at kvinders sundhed også handler om arbejdsmiljø.
Det er godt, der nu bliver mulighed for at forske i kvinders sygdomme og at det langt om længe bliver anerkendt samfundsviden, hvad der påvirker kvinders helbred. 
Ulighed i sundhed og mangel på viden slår ekstra hårdt på fx det pædagogfaglige område, hvor der er mange kvinder ansat. Vi håber på, at det nye center bl.a. bliver en vej til bedre arbejdsmiljø.
Det vil på sigt få betydning for ligestilling og ligeværd på arbejdsmarkedet, at vi på samfundsmæssigt plan får større viden om, hvorfor der er højt sygefravær på de kvinde-dominerede arbejdspladser. 
Med mere viden om kvinders sygdom og helbred, skabes også en vej for mere ligestilling, så arbejdsmarkedet kan indrette sig på baggrund af viden og forskning om, hvad der er på spil og hvorfor.
I sidste ende får det betydning for hele arbejdspladsen og arbejdsmiljøet. For alle pædagogerne. Og det vil være godt for samfundsøkonomien.

Bragt i Stiften 8. marts 2026.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.