Hvor få pædagoger kan vi komme ned på?
Af Jeanett Thybo, Galten, skolepædagog.
Endelig er vi ved at nå en så lav andel af pædagoger, at vi kan begynde at tjene penge på det, ... sådan tænker kun politikere.
På borgmesterkontoret
Lad os gå med på denne tanke og forestille os en snak over en kop kaffe på borgmesterkontoret under budgetforhandlingerne dette år: "Pædagogandelen falder drastisk. En kæmpe post på vores budget har vi effektiviseret så grundigt, at der er langt færre, som søger job som pædagog".
"Noget helt andet er den høje løn, som uddannet personale skal have, bare for at passe børn. Nu er der plads til flere unge mennesker, som trænger til at tjene lidt penge til en jordomrejse i deres sabbatår. Børnene kommer aldrig til at kede sig, der kommer nye voksne hele tiden".
"Ja, ved du hvad? Når der er så få pædagoger, så behøver de faktisk heller ikke at bruge så meget tid på at holde personalemøder. De er jo ikke ret mange til at blive enige om, hvilken pædagogisk retning de skal sætte for børnene eller finde den rette pædagogiske udvikling til udsatte børn. De gør bare det, de mener, de kan nå".
"Endnu bedre er det, at når der er så få pædagoger, så har de ikke tid til at lave pædagogiske tiltag som dokumentation til støtteressourceansøgninger og sparringsansøgninger hos PPR. For slet ikke at tale om, hvor meget vi sparer på psykologisk bistand rundt omkring. Det er jo gaven, der ikke vil stoppe med at give".
"De unge ufaglærte kan sagtens lege med børnene. Alle kan jo ligesom tegne en hund ud af tallet 25 eller lege en gemmeleg, hvis der er for mange børn, som man får brug for gemmer sig lidt".
"Jeg tror faktisk også, at forældrene ville blive glade for ikke at skulle bekymre sig om deres egen udvikling af forældrerollen. De kan bare gøre helt, som de selv vil, for der står ikke nogen pædagoger og forsøger at guide dem ind på nogle andre mindset end dem, de selv er opvokset med. Du ved... den sociale arv".
"Det er altså også meget nutidigt tænkt af os. Kigger vi lidt længere frem, så får vi jo en generation, som bliver megagode til at arbejde alene. For det er klart, at det med at deltage i fællesskabet og danne relationer, det kan man ikke forvente, at ufaglærte kan lære børnene. Men flere og flere arbejder jo også foran en computer dagen lang, og hvis ikke de kan finde ud af at snakke med andre mennesker, så bliver de jo drøneffektive".
Stærk ironi kan forekomme! Kan vi blive enige om, at denne tankegang ikke er god nok? Det MÅ gøres bedre.
Lad os se i budgettildelingerne, hvordan man politisk investerer i dag- og fritidstilbud.
Bragt i Århus Stiftstidende 27. august 2024