Høringssvar: børne- og ungepolitikken
Høringssvar børne- og ungepolitik
Vi, i BUPL Århus, ønsker at kvittere for den inddragende proces, vi har været en del af, i forbindelse med udarbejdelse af Aarhus Kommunes nye børne- og ungepolitik.
Vi bakker op om intentionerne i udkastet til en ny børne- og ungepolitik og ser frem til fortsat, sammen med bl.a. pædagogerne i Aarhus Kommune, at være med til at skabe de bedste betingelser for byens børn og unge.
Vi mener, politikken afspejler de værdier, vi ser på de arbejdspladser, vores medlemmer arbejder på. At barndom, ungdom, barnet og den unge har en værdi i sig selv, er grundlæggende for den pædagogiske profession. Pædagogerne arbejder med den nærmeste udviklingszone i hele barnets og den unges liv. Gennem leg og fællesskaber arbejder de fagprofessionelle hårdt for at alle børn og unge sikres lige deltagelsesmuligheder og dermed mulighed for at lykkes.
Derfor er vi også optagede af, at der, med politikken, ikke følger nye centralt initierede tiltag eller metoder, som pædagoger skal opkvalificeres i eller bruge tid på. Det kan afgøres på arbejdspladsniveau, hvilke behov der er for efter- og videreuddannelse.
Skal de værdier, der beskrives i politikken fortsat udfoldes og udvikles i mødet med børnene og de unge, er der brug for den rette normering, pædagoger samt rammer og faciliteter, der understøtter disse. Derfor mener vi også, politikken ikke blot er forpligtende for de ansatte, der møder børnene og de unge, men også for de politikere, der beslutter hvilke rammer politikken skal udfoldes i.
Vi ser frem til fortsat at arbejde for det bedste børne- og ungeliv for alle byens børn og unge.