Efterlysning: Pædagogerne søger byråd, der vil sætte reel handling bag den fritidspædagogiske vision

Byrådet har i foråret 2021 besluttet en fritidspædagogisk vision. Nu efterlyser pædagogerne politikere, der vil udfolde visionen sammen med området, så fritidspædagogikken i praksis kan bidrage til det gode børne- og ungeliv i Aarhus Kommune.


Af Helle Ebsen, næstformand, BUPL Århus, Kystvejen 17, 8000 Aarhus C.
Alle børn og unge har ret til et liv, hvor de har det godt. De fortjener gode fritidsinstitutioner, der styrker deres selvtillid og selvværd og forebygger, at de bliver ensomme og mistrives. De skal have arenaer, hvor de kan øve sig i at indgå i demokratiske fællesskaber, lære at løse problemer og fordybe sig i lege og aktiviteter, hvor fantasi, kreativitet og lyst driver værket. Steder hvor børn og unge kan sætte sig ambitioner på egne præmisser, og hvor der er pædagoger, der kan støtte dem i at nå deres mål.
Med den flotte fritidspædagogiske vision som bagtæppe har vi en unik chance for i fællesskab at løse opgaven og give børn og unge det fritidsliv, som de fortjener.
I en undersøgelse, BUPL har foretaget, har halvdelen af pædagogerne der arbejder i SFO´er og klubber i Aarhus svaret, at de oplever, at antallet af børn og unge der mistrives, er stigende. - Vi kommer til at overse dem der ikke ’larmer’, siger pædagogerne fx i undersøgelsen. Det er sti-gende og bekymrende, siger en pædagog videre. 
Aarhus Byråd kan ikke være bekendt at se stiltiende på, at børn og unge mistrives i stigende omfang, det får den fritidspædagogiske vision til at klinge hult. Vi har her et alvorligt trivselspro-blem, der vil få vidtrækkende konsekvenser for de børn og unge, der kommer til at leve med følgerne af politikernes manglende prioritering. 
Vi opfordrer til, at det nye byråd tager mistrivselsadvarslerne alvorligt og sætter sig i spidsen for at sikre, at aarhusianske børn og unge møder meningsfulde børne- og ungefællesskaber og pæ-dagogisk høj kvalitet i deres fritid. Byrådet bør tage skridt til at sikre flere pædagoger og fysiske rammer der muliggør det fritidspædagogiske arbejde.
Pædagogerne har fagligheden til at løfte opgaven, hvis de har de rette rammer og tid nok til opgaven. 

Bragt i Århus Stiftstidende 11. november 2021

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.