BUPL Århus søger: Faglig konsulent til personsagsbehandling
Vi søger en faglig konsulent til sekretariatet i BUPL Århus
Vil du være med til at gøre en forskel for vores medlemmer i deres arbejdsliv? Og vil du være en del af et erfarent team i en fagforening med højt til loftet og gode kolleger?
Som faglig konsulent skal du varetage vores medlemmers interesser og bistå dem i bl.a. sygdoms-, disciplinær- og afskedssager. Du skal yde bistand i og rådgivning om generelle ansættelsesvilkår i medlemmernes sager overfor arbejdsgiverne. Du skal bistå medlemmer i forbindelse med sygdom og arbejdsfastholdelse i et samarbejde med arbejdsgiver og jobcenter.
Vi forventer at du:
• har relevant faglig baggrund og kompetencer inden for ansættelsesret og overenskomstfortolkning fx fra en kommune eller organisation og har kendskab til beskæftigelseslovgivning - gerne fra sygedagpengeområdet.
• er fleksibel, udadvendt og har gode samarbejdsevner
• er god til at formulere dig mundtligt og skriftligt og arbejder systematisk
• har en god situationsfornemmelse og erfaring med forhandling - gerne fra en politisk styret organisation
• vil tage del i de samlede arbejdsopgaver i en fagforening
• kan arbejde under pres og med tidsfrister, der skal overholdes
• har overblik, kan arbejde selvstændigt og finde den gode løsning sammen med det enkelte medlem
Dine arbejdsopgaver bliver:
• telefonisk rådgivning af medlemmer om personsager
• udgående opgaver i forbindelse med at bisidde medlemmer på arbejdspladsen
• sagsbehandling, forhandling af afskedssager, forhandling af disciplinærsager og sager som omhandler samarbejdsproblemer
• give faglig sparring til vores politiske ledelse, til kollegerne i huset og til tillidsvalgte
Vi kan tilbyde:
• et godt arbejdsteam med to erfarne socialrådgivere
• et arbejdsfællesskab hvor kollegerne har en bred faglig spændvidde
• et job hvor du har stort ansvar og selvstændighed i opgaveløsningen
• en arbejdsplads med en uhøjtidelig omgangstone og gode kolleger
• spændende arbejdsopgaver med gode udviklings- og efteruddannelsesmuligheder
• ekstern supervision
• sparring med kolleger i hele BUPL
Stillingen er på 37 timer med tiltrædelse 1. marts eller snarest muligt. Løn efter intern overenskomst for fagforeningen. Arbejdsstedet er Kystvejen 17, 8000 Aarhus C, men du skal være mobil til møder i hele kommunen.
Ansøgning og kontakt:
Skriftlig ansøgning sendes via QuickApply-knappen ”Ansøg” senest fredag 23. januar kl. 9.00.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt tirsdag den 27. januar.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte sekretariatsleder Sanne Bjørn på tlf. 27134440
Om BUPL Århus
BUPL Århus – fagforeningen for pædagoger og pædagogfaglige ledere, der arbejder i Aarhus Kommune. Vores formål er at fremme de bedst mulige betingelser for pædagogerne og udøvelse af pædagogprofessionen, og vi varetager omkring 4.500 århusianske pædagogers og pædagogfaglige lederes interesser. Vi opfordrer alle kvalificerede uanset køn, alder, religion og etnicitet til at søge stillingen. Se mere om fagforeningen på bupl.dk/aarhus