Julehilsen fra formanden - glædelig jul til alle!  

Et år går på hæld og et nyt kigger frem - læs med hvad der er sket i året løb og hvad vi kigger frem mod i det nye år.
Glædelig jul

Kære pædagoger og ledere i BUPL Nordsjælland

Nu er juletiden over os, og for mange af os betyder det julegavejagt og klippeklisterarrangementer, men i særdeleshed også hyggelige stunder indendørs med venner og familie. I år er vi heldige, at Corona ikke adskiller os. Her inden de fleste af os går på en velfortjent juleferie, har jeg haft tid til at reflektere lidt over året, der er gået.

Jeg har i løbet af året været på besøg hos medlemmer, deltaget i konferencer, været frustreret over kommunebudgetter, men imponeret over jeres engagement i vilkårsundersøgelsen og gejsten til vores generalforsamling. En ting jeg tager med mig i år, er fællesskabet. Jeg er blevet bekræftet i, at sammen kan vi så meget mere end vi tror – ja sammen er vi stærkere. Og det er vigtigt at huske på, og holde fast i, særligt med blik for at OK24 er lige om hjørnet.

Tidligere på året fik jeg fornøjelsen af at besøge skovpædagogerne Iben og Hildur, de har skabt et magisk sted for børn i naturen. De brænder for, hvad naturen kan gøre for vores børn og, hvad børnene kan gøre for vores natur. Iben og Hildur har, sammen med os, oprettet Skovklubben, som er et fagligt fællesskab for pædagoger, der arbejder med børn i naturen. Har du en god idé til en faglig klub eller netværk, så tøv ikke med at kontakte os.

I sommer deltog jeg med stor fornøjelse i vores ledelseskonference. Det var to gode dage, sammen med vores ledermedlemmer og jeg blev bekræftet i, hvor vigtigt det er, at pædagoger og pædagogiske leder er samlet under et tag. I år fik vi også en nye bestyrelse og formand for den Lokale Lederforening – velkommen til – jeg glæder mig til samarbejdet.

Da jeg mødte ind på min pind efter sommerferien, fik vi travlt med at forhandle og oplyse politikerne om konsekvenserne af deres budgetforslag. Vi fik både flyttet og forhindret forslag i at blive besluttet, men desværre ikke hele vejen rundt. Og som I nok ved, er vi ikke imponeret over kommunernes budgetforslag – tværtimod. Mange af de Nordsjællandske kommuner endte med at spare på børneområdet, og det er bekymrende. Vi fik gjort opmærksom på vores frustrationer i en række debatindlæg i lokalaviserne, dem kan I finde her.

Én ting jeg glæder mig særligt til hvert år – det er vores generalforsamling. Hold nu op en aften! Jeg blev blæst bagover af alle jeres gode input, de mange, som indtog talerstolen og jeres store engagement. På Østergade 4A taler vi stadig om den aften. Endnu en gang tusind tak for jeres deltagelse! Og tak for opbakning til vores prioriteringer og videre arbejde med at styrke fællesskabet omkring aktuelle fagpolitiske dagsordner, fokus på arbejdsmiljøet – styrket gennem strategisk arbejde med lokale aftaler og OK24 og lønefterslæbet. I kan læse den politiske udtalelse, der blev vedtaget på vores generalforsamling her.

Og så kan jeg nok ikke komme udenom folketingsvalget. Om end det var på en noget trist baggrund kom børne – og ungeområdet til at fylde i valgkampen. Denne gang om mistrivsel og de store konsekvenser det har for både børnene og de unge, men også samfundsmæssigt. Nu har vi fået en ny regering. Hvorvidt og hvordan de giver valgløftet om at løfte lønnen, følger vi med spænding og store forventninger i BUPL, da det vil sætte rammen for det fagpolitiske fokus i 2023. Regeringen vil også nedsætte en kommission, der skal kigge på børns trivsel – og heldigvis følger der penge med til at understøtte indsatserne. Jeg følger den nye regering tæt og jeg ser frem til at mødes om det i det nye år.

Nu ser jeg frem mod et nyt spændende år, hvor jeg glæder mig til at møde en masse af jer til arrangementer, på jeres arbejde og i vores nye hus i Allerød, hvor vi flytter ind i april.

Til slut vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Tak for året der gik. Vi ses i det nye år.

Kærlig hilsen

Pernille Riis, formand i BUPL Nordsjælland

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.