De kan stadig huske den forskel, vi som pædagoger gjorde for dem

Når Pia Hass står i klasseværelset, er hun langt mere optaget af knus, kram, synlighed og stærke personlige relationer, end hvad der står på skemaet. For hende handler det nemlig om at tage børnenes behov alvorligt. At se dem og anerkende dem og lære dem, at de er gode nok.  Hun er uddannet specialpædagog og arbejder i en specialklasse på Sletten Skole i Otterup. Hun har 13 års erfaring i at arbejde med de drenge, der ikke fungerer i en almindelig folkeskoleklasse. Dem man i skolesystemet kalder for lavt præsterende drenge.

–  Man skal tage hensyn til drengehjernerne. Drengene oplever at komme i en uro, når skolen bliver for langvarig, langsommelig og meget meningsløs. Jeg er af den overbevisning, at mange drenge præsterer lavt, fordi de ikke tilbydes læringsmiljøer, som stimulerer deres evner. Det er virkelig svært at sætte al vores viden i spil i den gamle store folkeskole. Men bare det, at vi som pædagoger viser forståelse for den enkelte drengs sind gør, at de får det lettere. Vi skal lære dem, at de er gode nok, men at verden af og til er lidt svær, siger hun.

Pia Hass er med i BUPLs podcast ”Synlig pædagogik gavner lavt præsterende drenge,” hvor hun fortæller, hvordan synlig pædagogik skaber resultater, når pædagogen ikke er en del af en understøttende undervisning. Ofte indtager skolepædagoger rollen som hjælpelærer, fordi de får en lærers ramme for samværet med eleverne. Og det er ikke der, børnene får det ekstra, de har brug for, og det er en ikke optimal brug af pædagogens styrke og kompetencer, mener Pia Hass.

Fokus er hele tiden på børnene
For Pia Hass handler det om, at hun som pædagog ser børnene. Hun er ikke optaget af, hvad hun skal skrive på tavlen, hvor langt de er kommet i matematikbogen eller hvilke begreber, børnene skal have på plads. Hendes dagsorden i klasselokalet er en helt anden end lærerens.

– Mit fokus er hele tiden på børnene. Så går jeg og blinker til dem eller giver dem tommel op, når jeg kan se de lige tager sig sammen. Det er måske en, der har svært ved at række hånden op, som endelig gør det, eller jeg stopper en, der driller sin sidekammerat. Jeg bliver sådan en, der går og puffer. Og det er jo i allerhøjeste grad pædagogens force, siger hun.

Det har en kæmpe betydning for børnene. Og det har en stor betydning for Pia, at hun kan udnytte sin faglighed og kompetencer som pædagog.

– Det betyder alt! Det er jo faglig stolthed. Jeg er aldrig blevet så personligt og socialt udfordret, som jeg bliver af de børn, der har det svært. Det kræver, at jeg hele tiden udvikler mig. Det holder mig på tæerne. Og det gør mig så glad som menneske og som pædagog, når jeg kan se, at det jeg gør, gør en stor forskel i det liv, de kan få, siger hun.

Brobygger
Pia Hass fungerer egentlig som klasselærer, selvom hun ikke helt ved, om det er i orden at kalde det det. I hendes klasselokale er læreren sekundær, fordi de arbejder med en gruppe børn, der har svært ved at modtage undervisning. Og selvom lærerens dagsorden er vigtig, så er det ikke det vigtigste for børnene.

– Grunden til, de har det svært, er sjældent dårlig intelligens, og så er der jo åbnet op for et pædagogisk stykke arbejde, lyder det fra Pia. Hun mener, at børnene har brug for en gennemgående pædagog, som er der hele dagen og kan hjælpe børn og lærer med at nå hinanden.

– Vi pædagoger er gode ”brobyggere mellem mennesker,” og i den lille klasse gør vi eleverne klar til undervisning. I selve undervisningen ser vi, hvor den enkelte er i sine menneskelige færdigheder, som så giver os noget retning for, hvad vi skal lære eleverne ud over dansk og matematik, siger hun.

På Sletten Skole er pædagogens rolle vigtig, og fokus er på de færdigheder, der kræves inden almindelig indlæring. Det kan være tålmodighed og venlighed samt kompensation for kropslig uro. Det kan være at skifte aggression og gråd ved frustration ud med spænding og ”måske kan jeg.” Frustration er en naturlig del af læring, og derfor ser Pia Hass det som livsvigtigt for eleven, at de lærer at håndtere frustrationerne.

Der ligger ofte et stort forældrearbejde, når man arbejder med den gruppe af drenge, der har det svært. Også her mener Pia, at pædagogen har en force. Det bliver nemlig lidt underligt at snakke om dårlige matematiklektier, hvis drengen slås hvert frikvarter.

-Snakken skal have et andet fokus. Min viden om de menneskelige færdigheder og deres udvikling, bliver mit afsæt i samarbejdet med familien. Hvis far og mor ikke kan få deres barn til at lave opgaver i hjemmet, så er det helt sikkert, at læreren heller ikke lige kan. Jeg støtter familien i at give deres barn opgaver som at vaske op, dække bord eller pakke deres taske. Forældrene skal først forstå vigtigheden af det, og derefter skal jeg støtte dem i det hårde slid. Forældrene er ofte usikre og slås selv med dårlig frustrationshåndtering. Det vigtigste er, at familien føler sig trygge ved din hjælp, og at de kan mærke, at du forstår og kan lide deres barn. Igen er det vigtigt med den personlige relation. Det arbejde kræver tid, og det er endnu et godt argument for, at der bør være en pædagog i klasselokalet hele dagen.

Burde være en del af alle skoler
Selvom Pia Hass arbejder i en specialklasse, har hun sammen med sine kollegaer bidraget til hele skolens pædagogik og til liv, der fik større kvalitet for de børn, der fik glæde af den pædagogiske indsats. Hun er ikke i tvivl om, at synlig pædagogik i klasseværelset er til gavn for alle børn i alle klasser. Det gavner jo naturligvis alle børn at blive set.

– Vi har så meget viden. Det gælder ledere, pædagoger, lærere og sagsbehandlere. Vi ved alle sammen, hvad der skal til. Jeg fatter ikke, det er så svært at få sat det i spil. Hvis der var et lille pædagogisk miljø på samtlige indskolinger, mellemtrin og overbygninger, hvor man kunne få fuld inklusion og en tryg base. Det vi har haft stor succes med, er jo at lukke døren op og så trisser børnene ud i almenmiljøet. Det gælder både fagligt og socialt. For det er jo fantastisk for alle børn at få legekammerater, lyder det fra Pia Hass.

Hun mener, pengene bruges forkert, når der sættes en ekstra lærer ind. Hun mener nemlig, der burde ansættes langt flere pædagoger i klasseværelserne i stedet for at have så meget fokus på børnenes faglige færdigheder og præstationer.

– Det handler virkelig om nærvær. Om krammere og om at føle sig velkommen og forstået. Og at de voksne er i stand til at beskytte en, selvom man er barnet, der slår. Det er jo tit, fordi barnet er megausikker. Hvis jeg har en konflikt med de vrede børn, siger jeg altid ”du kommer ikke til at slå nogen, når jeg er her – og der er heller aldrig nogen, der kommer til at slå dig. Det er vigtigt altid at have begge sider med, siger hun.

Men Pia, kan man indføre så synlig pædagogik i en klasse med 24 børn?
– Ja, det vil jeg da altid gøre. Jo flere børn, jo sværere er det. Men det var da det mål, jeg ville sætte mig, svarer hun bestemt og fortsætter:

– Det er jo også et argument for, hvorfor en pædagog skal arbejde side om side med læreren. Læreren fanger, hvis eleven ikke forstår 10-tals systemet, og hvor der skal sættes ind. Og jeg forstår hvis situationen spidser til, fordi eleven også rammes af kropslig uro eller forsøger at klare læringsfrustration med vrede. Synlig pædagogik er ikke blot tilstedeværelsen af en pædagog. Synlig pædagogik er, når dagens gang er tydelig for elever og ansatte. Hvad skal jeg, hvornår skal jeg, hvor længe, hvorfor og hvad bag efter osv. Strukturen og måden, vi skal være sammen på, skal være synlig. Når vi har den stærke, trygge og tillidsfulde relation, indlæres alt lettere. Knus og kram og masser af øjenkontakt udløser beroligende og lykkebringende stoffer, og det forklarer vigtigheden af netop den del af vores kontakt.

Tvangsægteskab
Relationen mellem lærer og pædagog i klasselokalerne har et ry for at have nogle udfordringer. Det kan være svært for pædagoger at bruge deres pædagogik, og de ender alt for ofte med at være en hjælpelærer. Nogle har endda kaldt relationen for et tvangsægteskab. Men sådan er det ikke på Sletten Skole. Og sådan behøver det ifølge Pia Hass ikke at være, hvis man på alle skoler arbejder med synlig pædagogik og bringer pædagogens faglighed i spil.

– Vores fag komplimenterer hinanden på smukkeste vis. Uden lærerne havde mit arbejde en svag retning. Og uden pædagogen har læreren en svag chance for succes med den svære gruppe elever. Når du står alene med en elevgruppe, kan det meget vel blive de urolige, der sætter dagsordenen, da det bliver ildebrand, som skal slukkes. Jeg som pædagog er næsten ligeglad med, hvad jeg laver sammen med eleverne, men det er måden vi er sammen på, som har min faglige interesse, siger hun.

Den synlige pædagogik i klasseværelset er altafgørende. Man skal nemlig først lære at være menneske, før man kan lære sit fag-faglige stof. Forskning viser, at det har betydning for pædagogens gennemslagskraft i skolemiljøet, og at der er tid til fælles forberedelse mellem lærer og pædagog.

– De menneskelige færdigheder er i høj grad pædagogens felt. Hvordan bliver du en god ven, så du kan få en ven? Hvis børn er stressede af årsager, som igen kan skyldes et svært bagland eller en svær kognition, så bliver vi nødt til først at få styr på det, inden indlæring i skoleforstand kan foregå. Pædagoger ved generelt mere om det at være menneske. Om de forskellige diagnoser og følelsesmæssige udfordringer, mentalisering og vredeshåndtering, siger hun.

”Det, man vander, gror”
Og den synlige pædagogik virker i høj grad. Det gør den, fordi man på Sletten Skole tilbyder fuld inklusion i det lille miljø. En personlig, social inklusion som bliver til et stærkt fællesskab, der bygger på åbenhed og stor tryghed.

– Alle de krammere og gode timer, vi får og giver i det lille fællesskab, kommer til at minde meget om den trygge arena, familien er for mange. Vi går aldrig fra dem, holder meget sjældent en pause, men er altid til rådighed med en hjælpende hånd. Vi sidder på kanten af sandkassen og spørger, om de hygger sig for at forstærke den gode oplevelse, så den lagres i hjernen. Vi inviterer andre børn ind til legeaftaler, og lærer børnene at være en god vært – eller omvendt en god gæst. Vi øver alt det, der gør, at de forhåbentligt kan blive stærke livsduelige individer, på trods af de svære ting, de må have. Vi taler meget åbent om, at vi alle sammen har forskellige udfordringer, og vi taler endnu mere om, hvad de så kan gøre. Vi roser og forstærker al god adfærd. Det, man vander, gror, siger Pia Hass.

Det grundlæggende i arbejdet med børnene er, at pædagogerne har forstået deres hjerner:

– Vi har haft børn med stærk ADHD, der har fået rigtig meget skældud. Man fortalte dem hele tiden det, de ikke måtte. Og så gjorde de jo det. Vi sagde det på en anden måde og havde forståelse for, hvad de kæmpede med og hvordan deres hjerner fungerer. Det har jo haft stor betydning, når de bliver mødt med en tro på dem og det gode i de. Og en forståelse fremfor anklage og skældud, siger hun.

Og så har pædagogen en tro på, at de hver især kan lære det, der skal til, for at få en god dag og et godt liv. Tillid til deres styrke på trods.

– Jeg forklarer meningen med de krav, vi stiller, fordi det minder om de krav, virkeligheden stiller. Jeg kan sagtens give et nej uden at virke konfliktoptrappende. Et nej kan være den kærligste gerning, du kan give. Hvis jeg altid siger ja, efterlader jeg drengene uden træning i, at livet går videre alligevel, uden man hele tiden selv kommer i første række. Det er vigtigt at indgå i det sociale samspil. Jeg oplever, at styrkesynet og rummeligheden overfor elevens skævheder er med til at sænke skuldrene på de fleste. De kommer ret hurtigt ind i en bedre hverdag, hvor deres skævheder ikke kun er problemer og kamp. Og når de føler sig rummet, får de også rum for de andre elever. Strukturen er fast og tydelig. Og derinde er der masser af omsorg og samhørighed. Det giver en positiv trivsel spiral med næsten øjeblikkelig effekt, siger Pia.

I dag kan hun se, hvilken betydning den synlige pædagogik har haft for de børn, hun arbejdede med, da hun startede på skolen. Dengang for 13 år siden. De drenge er nu unge mænd, men de kan stadig huske de pædagoger, der så dem og hvilken forskel, det gjorde for dem og deres liv. Det fortæller de og deres forældre hende, når de møder hende i byen. Det er for Pia den allerstørste anerkendelse og beviset på, at synlig pædagogik i klasseværelse rækker helt ind i resten af livet.