Glædelig jul og mere tid til faglighed i det nye år

I 2025 skal den pædagogiske dømmekraft have mere plads, og så bør flere kommuner gøre som Køge og indføre betalt forberedelsestid, mener Betina Vincent Andersen, formand i BUPL Sydøst.

Læs hendes jule- og nytårshilsen herunder.
jul2025

Kære medlemmer,


Først og fremmest ligger det mig på sinde at takke alle jer hårdarbejdende pædagoger, der hver dag kæmper for den pædagogiske kvalitet og for at skabe trygge miljøer, som vores børn og unge kan udfolde sig i og udvikle sig i.

Tak for jeres enorme indsats, som rent faktisk er uvurderlig. Pædagogers betydning for samfundet kan ikke gøres op i penge, men det er alligevel en sejr af de store, at alle pædagoger har fået mærkbart mere i lønningsposen fra 2024 og frem. 

- Er der så ikke mere at kæmpe for?
- Jo, i den grad!

I 2025 skal vi til kamp for pædagogikken, hvilket netop var overskriften på BUPL's seneste kongres. Det kridter meget godt banen op for de udfordringer, vi står overfor som profession.

Man kan også tage et kig på næste års fyraftensmøder i BUPL Sydøst. Her vidner foredrag som Accelereret barndom, Langsom pædagogik og En jungle af koncepter også om et fagområdet, der er under pres fra flere kanter. 

Tiden er inde til, at vi pædagoger for alvor ranker vores rygge og generobrer vores eget fagområde, så vi undgår at blive kastebolde mellem andre aktører. Vi har opnået mere anerkendelse gennem lønstigninger, men det skal følges op af arbejdsvilkår, der tager vores faglighed meget mere seriøst. 


Til kamp for betalt forberedelsestid

I samfundet er der heldigvis bred enighed om, at vores børn fortjener høj pædagogisk kvalitet, men enigheden begynder ofte at smuldre, når vi graver lidt dybere og spørger, hvordan vi konkret skaber kvalitet og gode børneliv i vores institutioner.

I 2025 vil vi kæmpe for, at flere kommuner gør som Køge og indfører betalt forberedelsestid til pædagoger. God pædagogik kræver nemlig forberedelse og planlægning. Det handler om at stille de rette rammer op, så alle børn føler sig mødt og får mulighed for at udvikle sig i fællesskabet. 

Spørg en læge, en skolelærer eller en ingeniør, om de kan undvære deres tid til forberedelse, inden de skal behandle en patient, undervise en skoleklasse eller hjælpe en kunde?

Du ville få et rungende nej hele vejen rundt. Med samme selvfølgelighed bør pædagoger kunne svare nej til, at de kan undvære forberedelsestid - og her taler vi om den betalte af slagsen!

Forberedelse står ikke i modsætning til nærvær. Tværtimod. Hvis pædagogerne får bedre muligheder for at forberede sig, kan de også være mere nærværende og følge barnets spor, når de er på gulvet. 
 

Som bekendt kan man ikke køre, mens man asfalterer, og man kan altså heller ikke være nærværende, mens man forbereder sin pædagogik. 


Kommunevalg i sigte

Om lidt skriver vi 2025, og i BUPL Sydøst er vi allerede i gang med forberedelserne til kommunevalget den 18. november 2025. 

Her skal vi have løftet vores dagsorden endnu højere op og sat de nødvendige aftryk, så vi får valgt politikere ind i byrådene, som reelt arbejder for gode børneliv og høj kvalitet i både de kommunale og private institutioner. 

Så ja, der bliver også rigtig meget at kæmpe for og samarbejde om i 2025, og det ser vi frem til!

På vegne af BUPL Sydøst vil jeg godt ønske dig og dine nærmeste en glædelig jul og et rigtig godt og afslappende nytår. 

Vi ses friske og veludhvilede i 2025 - klar til at tage fat igen og klar til kamp for pædagogikken!
 

Bedste julehilsner,


Betina Vincent Andersen
Formand i BUPL Sydøst

 

Betina Vincent Andersen, formand i BUPL Sydøst

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.