Budgetaftaler i hus: Se din kommunes prioriteringer

Køge Kommune viser vejen ved at indføre betalt forberedelsestid på dagtilbudsområdet. I de fleste andre kommuner har det for os primært handlet om at undgå nedskæringer på børneområdet.

Her får du en gennemgang af budgetaftalerne i kommunerne Faxe, Guldborgsund, Køge, Lolland, Næstved, Ringsted, Stevns og Vordingborg med fokus på børne- og ungeområdet.
Budget 25-kort for dagtilbud i Sydøst
Regionalt udsnit af BUPL's budgetdanmarkskort på dagtilbudsområdet. Grøn = forbedringer i budgettet, gul = uændret budget og rød = forringelser i budgettet.

Loven om minimumsnormeringer ser ud til at virke, men det er tydeligt, at forvaltningerne i flere kommuner forsøger at lægge sig så tæt på minimum som muligt. I Faxe fremsatte forvaltningen endda spareforslag, som ville bringe kommunen på kant med loven. 

Heldigvis blev langt de fleste spareforslag taget af bordet i forbindelse med årets budgetforhandlinger i BUPL Sydøsts otte kommuner: Faxe, Guldborgsund, Køge, Lolland, Næstved, Ringsted, Stevns og Vordingborg.

Generelt er det lykkedes at undgå de helt store nedskæringer i BUPL Sydøsts kommuner, men omvendt flyder det ikke ligefrem over med nye investeringer og fremsynede tiltag. Undtagelsen er Køge, som viser vejen ved at sikre betalt forberedelsestid til pædagoger på dagtilbudsområdet.

Budget 25-kort for skole- og fritidsområdet i Sydøst
Status quo på skole- og fritidsområdet i Sydøst-kommunerne i modsætning til andre steder på Sjælland.

På fritidsområdet er det også tydeligt, at kommunerne gør, hvad de kan for at spare penge, og her er der ikke nogen lov, der fastsætter en minimumsstandard for normeringer. Blandt de otte kommuner har der bl.a. været forslag om nedlukninger af SFO2'er og store indskrænkninger i SFO-åbningstiderne, men også her lykkedes det at få afvist de helt store nedskæringer.

 

 

Her følger en gennemgang kommune for kommune
 

  • Faxe Kommune
    Kommunen har besluttet at sløjfe forårs-SFO'er, så de ældste børnehavebørn (igen) kan få lov at lege videre i børnehaven, indtil de skal starte i skole til august. BUPL Sydøst bifalder beslutningen, som giver kommunen en merudgift på anslået 900.000 kr. Budgettet er uændret på skole- og fritidsområdet. Heldigvis blev forvaltningens spareforslag om at reducere pædagogandelen i dagtilbud samt forkorte åbningstider og indføre flere lukkeuger i både dagtilbud og SFO afvist af byrådet.
     
  • Guldborgsund Kommune
    Dagtilbud: Sidste år besluttede kommunen at spare 4,1 mio. kroner på dagtilbudenes vikarbudgetter, hvilket har gjort det sværere at opretholde en forsvarlig normering ved sygdom blandt det faste personale. Politikerne har tilsyneladende lyttet til kritik fra såvel BUPL Sydøst som forældre, idet 2 mio. kroner tilbageføres til vikarbudgettet i det kommende budgetår. BUPL Sydøst havde gerne set, at hele besparelsen blev tilbageført, men 2 mio. kr. vil bestemt gøre en forskel ude i de pressede daginsitutioner. Budgettet er uændret på skole- og fritidsområdet.
     
  • Køge Kommune
    Erfaringerne fra Køges forsøgsordning med betalt forberedelsestid i dagtilbud er så gode, at politikerne har besluttet at gøre ordningen permanent og brede den ud til alle Køges dagtilbud. Kommunen videreføre således investeringen fra forsøgsperioden (2 mio. kr.) og tilfører dertil 1,1 mio. kr., så alle dagtilbudspædagoger i Køge kan få betalt forberedelsestid. BUPL Sydøst bifalder beslutningen, som gør Køge til en foregangskommune. Tid til forberedelse er afgørende, hvis vi mener det seriøst, når vi ønsker høj kvalitet i omsorgen og udviklingen af samfundets yngste borgere. I et andet tiltag har kommunen valgt at tildele 1,6 mio. kr. til ekstra åbningstid i udvalgte institutioner. Det er et plaster på såret, efter at kommunen sidste år valgte at forkorte åbningstider i daginstitutionerne. Der er ikke rapporteret om nævneværdige ændringer i budgettet på SFO-området.
     
  • Lolland Kommune
    Der er ikke rapporteret om nævneværdige ændringer i forhold til det foregående budgetår.
     
  • Næstved Kommune
    Kommunen foretager en større omlægning af forvaltningen, så dagtilbudsområdet og skole- og fritidsområdet skilles ad og får hver sin chef. Næstved investerer også i nyt dagtilbud, men derudover er der ikke rapporteret om nævneværdige ændringer i forhold til det foregående budgetår.
     
  • Ringsted Kommune
    Der er ikke rapporteret om ændringer i forhold til det foregående budgetår, men det er lykkedes at afværge spareforslag, som særligt ville ramme fritidsområdet.
     
  • Stevns
    Der er ikke rapporteret ændringer i forhold til det foregående budgetår.
     
  • Vordingborg Kommune
    Kommunen skrotter sine fejlbehæftede estimeringer af forventede børnetal i SFO'erne. Det giver en merudgift på 2 mio. kr. for at opretholde vedtagne normeringer. Derudover er der ikke rapporteret ændringer i forhold til det foregående budgetår.

Udskudt skolestart

Flere kommuner, herunder Guldborgsund, Lolland og Stevns, omorganiserer den udskudte skolestart. Det betyder, at der formelt set omfordeles ressourcer fra skoleområdet til dagtilbudsområdet, men da der er tale om centralt finansierede midler, anser vi det ikke for at være nye investeringer fra kommunernes side.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.