Formand Jon Olufson: I 2030 mangler vi 35.600 velfærdsuddannede

Rekruttering og fastholdelse af velfærdsmedarbejdere, nemlig pædagoger, socialrådgivere, lærere, sygeplejersker og socialpædagoger halter i den grad i dagens Danmark. Vores samfund kommer til at mangle 35.600 velfærdsuddannede i 2030, heraf 13.700 pædagoger.
Jon_formand_tattoo

Af Jon Olufson, formand i BUPL Storkøbenhavn

Ubesatte stillinger inden for alle fag
Stillinger bliver slået op og ingen eller meget få søger jobbene. Tallene taler også deres tydelige sprog. I 2030 kommer vi (bl.a. pga. et stigende børnetal) til at mangle 13.700 pædagoger, hvis vi vil overholde loven om minimumsnormeringer. Samtidig er virkeligheden i dag, at næsten halvdelen (42 %) af de pædagogiske ledere har måtte ansætte andre end pædagoger til de ledige pædagogstillinger.
I 2030 kommer der til at mangle 13.100 lærere – og også her er mange ubesatte stillinger et velkendt problem.
I 2030 kommer der til at mangle 8200 sygeplejersker på sygehusene og Socialrådgivere bliver også en manglevare – 600 socialrådgivere kommer til at mangle i 2030.
Det er 35.600 velfærdsuddannede kollegaer vi kommer til at mangle ude på sygehusene, institutionerne, skolerne og alle andre kroge af velfærdssamfundet. Det kommer uden tvivl til at få katastrofale konsekvenser for velfærdsniveauet. Og hvis vi ikke gør noget nu, kan vi i 2030 ikke levere den samme velfærd, som vi kan i dag. Det er en tikkende bombe under vores alle sammens velfærd!

Ukrainske flygtninge
Det er den brændende platform vi står på. Og den brændende platform bliver kun større af at der kommer et stort antal af ukrainske flygtninge. Hvor mange ved vi endnu ikke, men der er helt sikkert tale om mange tusinder mennesker, der også skal have del i velfærdsydelserne. Og det skal vi også være med til at løse. Selvfølgelig skal vi det.

paedagog

Færre ansøgere til velfærdsuddannelserne
En løsning må være at uddanne flere. Tiltrække flere unge mennesker til fagene.
Men også her kigger vi ind i dystre tal: For nylig kom tallene for ansøgere på kvote 2 over de sidste 5 år. Der er et fald på 21 % ansøgere til at blive folkeskolelærere, 45 % til sygeplejerske, 28% til socialrådgivere og 45% til pædagog
Så der er ingen tvivl om, at det her ikke løser sig selv. Vi bliver nødt til at se på, hvad der kan tiltrække flere til fagene. Vi skal se på, hvad der er med til at gøre fag som vores attraktive, se på hvad der giver mere prestige, og se på hvad der giver mere anerkendelse.

Værdisæt velfærdsfagene højere
I min optik er et af de helt store greb, vi kan skrue på, for at hæve anerkendelsen og prestige af et fag at værdisætte det højere. Og et af de helt store greb, som har kæmpe betydning for fremtidig rekruttering, er løn. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det mere i løn, der kan øge rekrutteringen til velfærdsfagene.
Når jeg er rundt i kommunerne for at snakke om rekruttering, så er der heldigvis allerede nu kommuner, der har forstået at løn er en faktor. Men vi møder også kommuner, der ikke i tilstrækkelig grad, har fanget alvoren – endnu. Nogle kommuner har meget travlt med at finde på alle mulige andre rekrutteringstiltag end løn. Vi havde f.eks. en kommune, der mente, at hvis vi bare ”brandede” dem bedre – måske med nogen små videoer – så var rekrutteringsudfordringerne løst.
Ville i skifte job, hvis I så en sådan video?
Vi havde en anden kommune, som ville sælge sig selv, som dem med de store legepladser før de ville kigge på lønnen. Personligt er jeg ret skeptisk overfor om store legepladser – er et bedre rekrutteringstiltag end mere i løn.
Ville I måske skifte job efter størrelsen på legepladsen?
Heldigvis har vi en del kommunalpolitikere, som tager opgaven på sig og gør alt hvad de kan for at løse rekrutteringskrisen lokalt både med bedre vilkår og mere i lønningsposen. Men der skal mere til, og Christiansborg bliver også nødt til at bakke op om de kommuner, der gør, hvad de kan.

Rekrutteringskrisen og nødvendige tiltag

  • Det er på tide, at alle vores politikere vågner helt op, og gør noget ved rekrutteringskrisen.
    • Vi skal have anerkendelsen og prestigen for velfærdsfag op i dag.
    • Uddannelserne skal prioriteres og derfor skal timetallet og niveauet på uddannelserne hæves.
    • Vi skal have en løn, som vi kan leve gode liv med også i og omkring hovedstaden. Derfor er det også afgørende at lønstrukturkomiteen peger på en løsning og på, at gøre op med det dokumenterede lønefterslæb, vi som velfærdsfag har!
    • Vi skal arbejde under vilkår, hvor det er muligt at udøve den faglighed, vi ved, vi har. Der skal være tillid til os som fagprofessionelle.
    • Der skal laves en national rekrutteringsplan, som forpligter til handling.

Handling NU
Og den handling skal starte NU. Vi skal mærke forandringen NU. For kun sådan kommer vi i mål med at rekruttere 35.600 kollegaer til vores fælles velfærd!
Vi har brug for at værne om vores alle sammens velfærd. Vi har brug for, at vores kommende generationer også mærker et velfærdssamfund med plads til alle, og hvor vi holder hånden under dem, der har det svært!
Et samfund, som sætter en ære i at overholde den kontrakt, vi har med hinanden. Den kontrakt, som vi alle sammen med god samvittighed betaler til. Hvor folkeskolen er førstevalget, hvor de syge og gamle bliver passet og plejet, og hvor børnene kan afleveres med god ro i maven i kvalitetstilbud, mens vi forældre overholder vores del af kontrakten. Hvor vi bruger de fleste af vores vågne timer på jobbet for at tjene penge til at opretholde et værdigt liv og ikke mindst velfærdssamfundet.
Det er tydeligt, at det her problem ikke løser sig selv – vi skal gøre noget – vi skal gøre noget NU – vi skal se handling og den skal vi se NU!

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.