Rudersdal: "Vi ser også bekymrende forringelser af rammerne for de gode fællesskaber på fritids - og ungeområdet"
BUPL Nordsjællands høringssvar på Besparelses- og omprioriteringskatalog til budget 2025-2028
Noget af det vigtigste i børn og unges liv er gode fællesskaber. Hvis der er gode rammer for fællesskaberne i børne- og ungelivet, så skaber det bedre betingelser for god trivsel. Rammerne for at kunne deltage i fællesskaber skabes allerede af nærværende pædagoger når børnene starter deres institutionsliv i vuggestuen og børnehaven.
BUPL Nordsjælland ser derfor med bekymring på, at et dagtilbudsområde som allerede er presset af rekrutteringsudfordringer og stor personaleomsætning igen har potentielle besparelser hængende over sig i forslagene til næste års budget. Man vil dermed forringe rammerne om de fællesskaber, som børnene har brug for.
Netop set ind i de store rekrutteringsudfordringer af pædagoger vil BUPL Nordsjælland derfor anbefale, at Rudersdal Kommune anvender den omtalte statslige pulje (pkt. 4.15) til bl.a. at uddanne medhjælpere til pædagoger, som er netop dét disse penge kan bruges til. Og fasthold samtidig de eksisterende afsatte midler til kompetenceudvikling til den løbende udvikling af pædagogernes og de daglige lederes faglige kompetencer, som er vigtig set ind i arbejdet med de mange børn med udfordringer.
Derudover har Rudersdal Kommune ønske om diversitet i kommunens tilbud, men med en justering af skovnormeringerne (pkt. 4.19) – altså færre medarbejdere – og dermed en forringelse af de nuværende rammer, risikerer man at de dedikerede pædagoger, som brænder for netop dette tilbud, søger nye græsgange udenfor kommunen.
Vi ser også bekymrende forringelser af rammerne for de gode fællesskaber på fritids-/ungeområdet i forslagene der vedr. SFO/SFK (pkt. 4.2-4.5) og Ung i Rudersdal (pkt. 3.9, 3.10 og 3.14). I de seneste år er der flere og flere børn og unge – på tværs af sociale lag – som mistrives. De bliver ramt af det forskere kalder ”ny udsathed” – og det handler i høj grad om, at rammerne for ungdomslivet er under pres. Som forskerne fremhæver, så presses de unge både af et højt tempo på alle deres livsarenaer, et for ensidigt fokus på præstation (fx karakter) og de unge vender presset/problemerne indad mod dem selv – da de ikke ønsker at ”udstille” deres udfordringer. Det skaber mistrivsel og ofte ensomhed, da de trækker sig fra det sociale liv i fritiden. Mange unge i dag har svært ved selv at finde ud af at indgå i fællesskaber og blive der.
Nærværende pædagoger kan sætte rammerne for og facilitere fællesskaber, der netop vil kunne modvirke social isolation og udsathed. Og ikke mindst understøtte de præstationsfrie rum for børn og unge. Så kære politikere, det er vigtigt, at I ikke forringer hverken kvaliteten eller kapaciteten af kommunens dagtilbud, fritids- og ungeområder, som netop kan være med til at skabe rammer for gode fællesskaber til kommunens børn og unge.