Post fra Pernille: Når dårlige rammer og vilkår vanskeliggør det pædagogiske arbejde

Jeg glædes, og mindes dengang jeg selv gik på seminariet, og fik de erfaringer og kompetencer til at tilrettelægge gode pædagogiske aktiviteter. En studerende siger til mig:
”Man skal godt nok være hurtigt med en plan B – de kunne ikke koncentrere sig så længe, som vi havde regnet med.”
Hun har ret, og det giver mig et klart billede på, hvilken forskel dygtige pædagoger kan gøre i børns liv. Altså når de rette rammer, vilkår og kompetencer er til stede.
Lige så glad og forhåbningsfuld jeg blev i løbet af Børnekulturdagen – lige så trist blev jeg, da kvalitetsrapporten fra EVA og VIVE (bestilt af Børne- og Undervisningsministeriet) blev offentliggjort i forrige uge.
Kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer for de mindste er ikke tilstrækkelig god. Det gør mig trist, fordi det er uretfærdigt for alle de dygtige pædagoger og ledere, der hver dag arbejder hårdt for at give børnene en god dag. En hverdag hvor de kan give børnene, det de som pædagoger ved, at der er brug for, når børnene skal mødes i deres omsorgs – og udviklingsbehov. Men som også hver dag vanskeliggøres af udfordrende (læs: dårlige) rammer, vilkår og færre pædagoger.
For os pædagoger er det jo ikke en rigtig en overraskelse. Vi har skrevet og råbt op om det i mange år. Ja – det er jo begrundelsen for vores kamp for højere pædagogandel.
VI har vidst det længe, og VI behøver ikke flere konsulentrapporter, men det gør politikkerne åbenbart. Og nu har de fået endnu et tegn på, at der skal gøres noget nu! Både lokalt og nationalt. Ikke mere snak – der skal handles og prioriteres. Helt ærligt – børn og unge har fortjent bedre. Der er ikke råd til, at flere pædagoger forlader faget på grund af dårlige vilkår. Og de pædagogstuderendes gode energi må ikke forsvinde, så snart de bliver færdige – vi og børnene har brug for dem.
Men for at slutte et bedre sted, så vil jeg fortælle, at udover Børnekulturdagen, så er BUPL Nordsjælland ofte til stede på pædagoguddannelsen i Hillerød. Vi møder de pædagogstuderende både til såkaldt studiedagsindkald, og når de skal vælge specialisering. De fleste gange har vi pædagoger med til at fortælle om deres arbejde. Har du lyst til at komme med en dag og blive en del af vores professionsteam, er du velkommen til at skrive til mig.
Mange hilsner
Pernille Riis, Formand for BUPL Nordsjælland
Ps. Vi er i øvrigt flyttet til et nyt kontor i Allerød på Gydevang 46. Vi glæder os til at tage imod jer i det nye hus.