Post fra Pernille: Medlemskab og fællesskab går hånd i hånd
De seneste måneder har jeg og næstformand Dorte Ellegaard været på, det vi kalder, OK24-turné rundt til alle TR-møderne ude hos jer i kommunerne. Og som ingen overraskelse er vi blev mødt af et kæmpe engagement i vores profession. Selvom det nærmest er blevet en selvfølge, så bliver jeg altså blæst bag over hver eneste gang. Vores fællesskab kan virkelig noget. Jeg er taknemmelig for at møde en masse dygtige pædagoger, der har valgt at bruge noget af deres sparsomme tid og deres energi på at repræsentere deres kollegaer i et fagligt fællesskab. Det engagement og arbejdet med at være talsperson, samarbejdspartner og bindeled har, for mig, en helt uvurderlig værdi. Tak.
Anerkendelse er alfa og omega
På Dortes og min turné har vi sammen reflekteret den pædagogiske hverdag ind i de kommende OK24 forhandlinger. I vores diskussioner og dialoger står det klart at arbejdsgiverne – KL og Regeringen – skal anerkende og forstå vores hverdag, for at vi får et resultat, som giver mening. Det skal være et resultat, der skal tiltrække og styrke lysten til at blive en del af vores fag. Derfor skal vi stå skulder ved skulder og vise arbejdsgiverne, at vi giver opbakning til vores forhandlere, og at vi går efter et resultat, der rummer anerkendelse. Og et resultat, hvor vi kan se os selv og fagets fremtid i.
Fællesskab og medlemskab
Jeg fornemmer en gang imellem en fortabthed og usikkerhed, hos jer, omkring arbejdsgivernes vilje til at møde vores krav og forventninger til et opgør med pædagogernes lønefterslæb og anerkendelsen af vores faglighed. Og jeg har da også mødt overvejelser om at melde sig ud på den baggrund – ”når fagforeningen ikke engang kan sikre de krav, hvem kan så?”. Jeg forstår frustrationen, og nogle gange fortaber jeg mig selv i den.
Men min erfaring siger mig dog alligevel, at indflydelse har en betydelig vægt, når den varetages på vegne af mange medlemmer. Det ser jeg hver dag i det lokale forhandlingsarbejde. Og når jeg tænker på bevægelser i både et historisk og nutidigt perspektiv, så nytter det altså noget at samles og vise vores sammenhold. Når vi gør det, er sandsynligheden for, at der lyttes og handles langt større end hvis vi alle står alene hver for sig. Ja en udmeldelse er et statement, men i min optik over for de forkerte. Det nytter ikke at forlade fællesskabet, selvom det nogle gange er svært at se mening i – det er netop der, at vi skal stå endnu tættere.
Hov – jeg glemte vist strikkeriet. Inden jeg genoptager det, tænker jeg – fagbevægelsens grundsten er medlemmer – og uden pædagogernes fulde stemme og opbakning frygter jeg, at arbejdsgiverne gør præcis som de vil. Det kan vi heldigvis lave om på.
Mange hilsner
Pernille