Post fra Pernille: En mistet fridag, med stor betydning

Hører pling-lyden fra rejsekortsindtjekningen. En ældre velklædt herre kommer gående imod mig – smilende, ”skal du til demonstration” spørger han og kigger på de små BUPL Nordsjællands minifaner, der stikker op af rygsækken. 

”Ja”, siger jeg og smiler tilbage, ”Så ses vi derinde” siger han og går videre hen ad perronen. 

En ægte ”fri-dag”

Toget sætter i gang, og lidt tilfældigt kommer den ældre herre og sætter sig overfor mig. Der går ikke længe før han indvier mig i, at det er første gang siden 1958, at han skal til demonstration. Det har ikke været en del af hans hverdag at demonstrerer – men denne gang synes han ”sgu” det var for galt. Han ville kæmpe, nogen skulle høre og se, at de ikke bare kunne tage – ikke blot Store Bededag – men en fridag fra hans børn og børnebørn. Han så deres fortravlede hverdag, med masser af arbejde og en fritid, der var fyldt med arrangementer i skole og børnehaver, børn der gik til fodbold, spejder mv.  Han så Store Bededag som en ægte ”fri-dag”. Her kunne man holde fri - være sammen uden at skulle noget! Og det mente han der i den grad var brug for i en fortravlet hverdag. 

Og jeg kunne jo kun give ham ret – det var også derfor, at jeg var på vej til demonstration på Christiansborgs Slotsplads.

Jeg indrømmer, at det bestemt ikke er første gang jeg skal afsted, og fortæller at jeg fra min position som lokal formand i BUPL Nordsjælland oplever mange pædagoger, der ofte kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, at finde en balance mellem arbejde- og familieliv, at have overskud til at være sammen med børn og familie og på at restituerer sig efter nogle hårde og travle arbejdsdage. 

Jeg oplever det paradoksalt, at vi ser et samfund, hvor mistrivsel og syge- og stressmeldingerne vokser. Mange der ønsker at gå ned i tid og en kortere arbejdsuge. Et samfund, der ønsker det modsatte - der skriger på arbejdskraft. Og så sætter man lige tommelskruen på, og tager en fridag fra os, fordi vi alle skal bidrage. Dem jeg kender og repræsenterer, bidrager hver dag og har igennem de seneste par år (Corona) bidraget ekstraordinært til det velfærdssamfund vi har og gerne vil bevare. 

Den danske model = God regeringsledelse?

Toget nærmer sig København, og vi sidder lidt og lader tankerne passere – jeg reflekterer over de mange forskellige grunde, der er for at deltage i demo’en. For mig er det også vigtigt at sende et signal til regeringen om, at deres tilsidesættelse af ”den danske model” er skidt.

Jeg kæmper for ”den danske model”, men jeg kan se, at andre bliver lidt fjerne i blikket, når jeg begynder at tale om den. Men det er jo nok bare fordi, at jeg er en nørd hvad angår fagbevægelsen. Jeg har derfor, lidt poppet, tænkt at det måske i stedet kan sammenlignes med god ledelse – god regeringsledelse. 

For mig handler det om hverdags-demokrati, det handler om dialog, om at lytte på hinanden, opnå indflydelse og om at finde kompromisser på vej mod det samfund vi gerne vil have. Det har vi gjort i mange årtier i Danmark. Vi har med jævne mellemrum sat os ned ”om det runde bord” og talt om behovet for nye aftaler, for ændringer og reformer og ja nogle gange er vi også gået på gaden – når magthaverne ikke lyttede nok! 

Den frustration ser jeg, at vi er mange, der oplever lige nu. Frustration over en regering, der fremsætter et lovforslag, der har stor betydning for vores arbejdsliv og for vores overenskomster, uden så meget som at orientere om det. Det synes jeg har skræmmende perspektiver.

Og det sker i en tid, hvor arbejdsvilkårene er presset og vi ser stress-sygemeldinger og pædagoger, der overvejer at forlade faget. 

”God regeringsledelse” ville derfor være at parterne satte sig sammen og talte om, hvordan der kan skabes en bedre balance mellem arbejds- og privatliv og dermed gode arbejdspladser og forhold, der gør at vi har motivation til at være med til at løse de vigtige velfærdsopgaver.  Fremfor at fastholde at de bedst ved, hvad der er godt for Danmark og for dig og mig.  

Nu sidder jeg og tænker, at jeg burde køre i tog lidt oftere – det var en berigende samtale. Og jeg er lettet over i hvert fald at have mødt én, der ikke er ansat i fagbevægelsen, der føler sig kaldet til at fortælle, at her er noget helt galt. Dem møder jeg heldigvis mange – rigtig mange andre af i løbet af dagen på slotspladsen.

- Pernille Riis, Formand i BUPL Nordsjælland