Pædagogik er løsningen

Nedenstående skriv er den politiske udtalelse, der blev præsenteret og vedtaget ved BUPL Nordsjællands generalforsamling d. 2. oktober 2024.
Filtdyr i hænder

Danmark har en sund og robust økonomi - det hører vi igen og igen, Derfor undrer det, at kommunernes ressourcer er så knappe, at det til stadighed fører til besparelser og effektiviseringer. Det udfordrer opgaveløsningen og dermed kvaliteten. Den nylige indsprøjtning fra staten fremstår i skrivende stund mere som fine ord på fint papir end et reelt løft af velfærden. Hverken børnene eller pædagogerne kan se eller mærke forskel i deres hverdag. Vi ser stadig flere børn, der mistrives, diagnosticeres og får behov for en specialiseret indsats. Færre bliver pædagoger og flere forlader faget grundet utilstrækkelige vilkår og et presset arbejdsmiljø. Derfor ér det NU, der skal investeres i børne- og ungeområdet. Det ER og SKAL være muligt at finde økonomi. I et samfundsmæssigt perspektiv er der ikke råd til at lade være.

Det er nødvendigt, at regeringen og kommunerne anerkender, at pædagoger er en del af løsningen på den stigende mistrivsel. Pædagogik er forebyggelse. Forebyggelse ER tidlig pædagogisk indsats, tidlig pædagogisk indsats ER forebyggelse. Men år efter år bliver der skåret i økonomien på det pædagogiske almenområde, og mange steder går det ud over pædagogandelen. Altså færre pædagoger til at tage vare på børnene og de unge. Fremfor at skære i pædagogandelen bør kommunerne investere i almenområdet. De skal have større ambitioner og arbejde målrettet på at sikre arbejdsmiljøet gennem vilkår og rammer, der motiverer til at blive og forblive pædagog.

Vi ved, og forskningen bekræfter, at pædagoger er en del af løsningen for at sikre god trivsel. Når pædagoger har tid til faglighed og tid til at møde børn og unge og se dem i øjnene, så forandrer det noget. Alle børn og unge skal hver dag opleve sig set, hørt og forstået. Med andre ord mødt i deres grundlæggende behov for at forstå sig selv i sammenhæng og samspil med andre, få hjælp til at indgå i leg og relationer, at konflikthåndtere og aflæse normer og sociale spilleregler. Guidet og understøttet af pædagoger, der har viden om børn og unges dannelse og udvikling.

Når børn og unge mangler kontakt med voksne (læs pædagoger) i institutioner, så er det et samfundsmæssigt strukturelt omsorgssvigt. Den lave pædagogandel sætter fagligheden og kvaliteten under pres, og det er ikke i orden. Hverken for pædagogerne eller for børn og unge. GOD LEDELSE AF PÆDAGOGER OG PÆDAGOGIK - GØR FORSKELLEN.

Vi ved godt, at kommunerne er under økonomisk pres, og vi forstår, at det er svært at prioritere mellem mange pressede områder, men det er nu, der skal sættes ind, hvis der skal gøres op med mistrivslen. Det er nu, der skal sættes ind, hvis vi vil have flere til at blive pædagoger. Det er nu, der skal investeres og forebygges. Hverken kommunerne eller regeringen skal have lov til at komme udenom, at god pædagogik og pædagoger er en del af løsningen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.