Nordsjællandske kommuner vil mangle over 2.000 pædagoger i 2030  

Pædagogmanglen er stor i hele landet og ikke mindst i de 12 Nordsjællandske Kommuner. I 2030 vil kommunerne sammenlagt mangle 2.044 pædagoger. Det er bekymrende og problematisk påpeger BUPL Nordsjælland.
Pædagogmangel i Nordsjælland i 2030
​​​​​​​Tallene er baseret på beregninger fra Danmarks Statistik og er det forventede behov for pædagoger på daginstitutionsområdet ift. i dag baseret på udsigter for børnetal, indfasning af minimumsnormeringer og en pædagogandel på 80 %.

Hillerød, Egedal og Rudersdal vil mangle flest pædagoger

Om bare syv år vil de tre kommuner komme til at mangle over 200 pædagoger hver især. I Hillerød vil man mangle 231, Egedal 257 og værst står det til i Rudersdal, som står til at mangle 286 pædagoger. Pernille Riis, formand for BUPL Nordsjælland er bekymret for udviklingen og siger:

”Det er dybt bekymrende at de nordsjællandske kommuner kommer til at mangle så mange pædagoger. Vi ved at kommunerne har gode intentioner og tiltag om at tiltrække og gøre det attraktivt at være pædagog, men det er en udfordring, når vi generelt mangler pædagoger i hele landet.”

Billede af artikel i Frederiksborg Amts Avis
Artiklen på billedet blev bragt i Frederiksborg Amts Avis lørdag d. 7. januar

 

Stigende børnetal, færre pædagoger og mislykkede ansættelser

I de fleste kommuner stiger børnetallet og på landsplan bliver der uddannet færre pædagoger, de to tendenser hænger ikke sammen, og det går i sidste ende ud over børnene. Lige før jul udkom STAR med nye tal vedrørende rekruttering og den viser en bekymrende tendens – hvert tredje pædagogjob bliver ikke besat.

”Vi ser stigende børnetal samtidig med, at der bliver uddannet færre pædagoger. Det hænger ikke sammen og det er en selvfølge, at det vil gå udover børnenes og pædagogernes trivsel. Tallet fra STAR-rapporten er bekymrende og i efterårets vilkårsundersøgelse fra BUPL så vi, at 50% af lederne i de Nordsjællandske kommuner svarede, at de måtte opgive at ansætte en pædagog i en stilling, som ellers var tiltænkt en pædagog. Der skal handles nu - både nationalt og kommunalt ellers kommer vi ikke i mål. ” – påpeger Pernille Riis.

KL sætter stopper for meritpædagoguddannelsen

Et af de tiltag kommunerne har kunnet gøre brug af, har været muligheden for at uddanne medhjælpere til pædagoger. Men i december satte KL en stopper for at medhjælpere kan tage merituddannelsen med løn.

”At KL beslutter at stoppe ordningen, med at give løn under uddannelsen, midt i en rekrutteringskrise, stiller vi os i den grad undrende overfor. Vi ved at merituddannelsen af pædagogmedhjælpere er en af de løsninger, der rent faktisk virker. Derfor regner vi også med, at de 12 nordsjællandske kommuner kigger på tiltag, der skal gøre det attraktivt at blive og arbejde som pædagog i Nordsjælland. Nogle kommuner er allerede godt i gang, og det ser vi positivt på” siger Pernille Riis.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.