Julehilsen fra formanden: "Udover decembers dejlige luner, fik vi også en trepartsaftale – en historisk trepartsaftale!"

Året går på hæld, og vi nærmer os det sidste lys i adventskransen. Det er koldt udenfor, sneen fik vi tidligt, måske der kommer mere? Uanset nyder jeg synet af julelys i træer og vinduer. Forhåbninger om at julefred, juleferie, julegaver og godter stiger dag for dag. Udover decembers dejlige luner, fik vi også en trepartsaftale – en historisk trepartsaftale!
Glædelig jul og godt nytår

1800 kroner allerede udmøntet i 2026. Det er et resultat, som jeg er stolt af. Men det kommer ikke af ingenting. Vi har stået sammen, gået forrest og fortalt, hvorfor pædagoger skal have mere i løn – på gader og stræder og sociale medier. 

Jeg vil sige tak til alle jer, som har haft tid til at stå foran Finansministeriet sammen med os og klappet forhandlerne ind - Tak til jer, der iførte jer magenta til t-shirt-dag og delte på sociale medier. En tak skal også lyder til jer, der i hverdagen tager snakken om trepart – løn, arbejdsvilkår og betingelser for høj faglighed på arbejdspladsen. Alle bidrag – store som små indsatser har afgørende betydning for, at vi står så stærkt som vi gør lige nu. 

Vores strategi og engagement har virket, men vi stopper ikke her -  vi bliver ved. Vi ved, at faglige kampe historisk kan tage tid (… jeg ved det godt – nogle gange urimelig lang tid...).  Vores mål var og er – et varigt lønløft til pædagogerne og en proces/plan for yderlig udjævning af lønefterslæbet. Og med dét tager vi hul på overenskomstforhandlingerne næste år. 

Året har også stået på andet end trepartsforhandlinger. Vi er blandt andet flyttet til nye og større lokaler i Allerød, vi har haft besøg af mange af jer og forhåbentlig byder det nye år på endnu flere besøg – husk at holde øje med arrangementskalenderen – foråret byder på en masse. Huset blev i år også indtaget af den nyopstået aktivistgruppe – sikke et iver- og engagement for at ville noget – dét hylder jeg! Tak for jer. Og bliver vi på de interne linjer, ja så har vi fået en ny formand for Den Lokale Lederbestyrelse, velkommen til Iben Friis Engelsholm. Jeg glæder mig til vores fortsatte samarbejde om vilkårene for de pædagogfaglige ledere.

Nu håber jeg, at vi kan lade julefreden sænke sig, og vi kan nyde juletiden lidt inden vi tager fat på OK 24, og arbejdet for bedre vilkår for både børn og pædagoger. Vi får brug for alle gode kræfter – jeg ved, at I er der. TAK for året der gik. På gensyn i 2024

Jeg ønsker jer hermed en glædelig jul og et rigtig godt nytår. 

Mange hilser
Pernille Riis, Formand BUPL i Nordsjælland

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.