DEBAT: Mange børn mistrives, og hvem skal hjælpe dem?  

Af Marlene Dalskov, forhandlingsleder for Allerød Kommune og Lise Tarp-Nielsen, fællestillidsrepræsentant

I de kommende år kan det blive en af udfordringerne for Allerød Kommune, hvis de store besparelser bliver gennemført på børne – og ungeområdet. I BUPL Nordsjælland er vi helt klar over, det dilemma som kommunens politikere står over for, og det er hverken sjovt eller ønskværdigt for nogen. Men ikke desto mindre er det deres ansvar som kommunens øverste arbejdsgivere.
Citat fra debatindlægget

I BUPL arbejder vi for det gode børneliv, og derfor bliver vi også nødt til at udtrykke vores store bekymring over udsigten til de mange besparelser, som desværre giver udsigt til mange færre pædagoger. Hvem skal løfte opgaven med børnene og de unge i den nærmeste fremtid? Hvem skal løfte den kvalificerede opgave, som ligger i Børne – og Ungepolitikken? Intentionen og visionerne er rigtig gode, men der vil ikke være hænder eller ressourcer nok til at løfte dem i hverdagen. Det bør vi kunne gøre bedre.

Vi er ikke alene om bekymringen – desværre. De mange PPR-psykologer udtrykte i deres åbne brev, store bekymringer over den aktuelle stigning i mistrivsel, som de også på tætteste hold oplever hver dag i dagtilbud, skoler, SFO’er og klubber.

De efterlyser rammer, som er tilpasset børnenes behov og vilkår til pædagogerne, der gør, at vi kan møde børnene med ro, overskud og nærvær. Antallet af børn med mentale helbredsproblemer og psykiske diagnoser stiger, det øger dermed også kompleksiteten i det pædagogiske arbejde. Den mistrivsel man som barn oplever, kan desværre følge med én og have betydning for én senere i livet. Vi skal altså gøre noget nu!

De mange PPR-psykologer anbefaler, som en de vigtigste forebyggende indsatser, ”at sikre, at der i praksis er tilstrækkelig mange veluddannede pædagoger i daginstitutionerne med den fornødne tid og normering til de vigtigste samspil med børnene, der er afgørende for deres videre udvikling”.

Som pædagoger kan vi jo naturligvis kun erklære os enige. Børnene bliver desværre taberne i et system, hvor rammerne ikke er tilstrækkelige til at lave de tiltag, som er nødvendige for at vende udviklingen.

Så når der peges på at skære ned på pædagogantallet i Allerød Komme, så vil det uden tvivl få store konsekvenser for kommunens børn og unge. Tag hånd om dem, de er vores fremtid.

 

Debatindlægget er blevet bragt d. 14. september 2022 i Allerød Nyt og online på SN.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.