Budget 2027 - vores høringssvar

Kære pædagoger og ledere.

Hermed 2. nyhedsbrev om budget 2027 i Mariagerfjord Kommune. 

I forrige nyhedsbrev blev i orienteret om de besparelsesforslag Direktionen havde fremlagt til politikerne, og desværre var besparelserne på vores område (direkte eller indirekte) de samme forslag som politikerne i Mariagerfjord Kommune mødes og drøfter i disse dage.

BUPL Nordjylland har haft mulighed for at fremsende høringssvar til politikernes besparelsesforslag, og det har vi naturligvis benyttet os af. I samarbejde med Kinnie (FTR) og Claus (BUPL-konsulent) har vi udarbejdet følgende og fremsendt det forrige fredag:

”Der er flere forslag, hvor besparelsesforslaget begrundes med, at Mariagerfjord Kommune angiveligt bruger flere ressourcer end øvrige kommuner: 

  • Bilag 3.                         PPR-serviceniveau
  • Bilag 9.                         Særlige dagtilbud -takstreduktion
  • Bilag 15.                       Reduktion af familievejlederne.

Samtidig er der et forslag om reduktion på grundbudgettet – Familie (Bilag 7), da der har været et mindre forbrug i perioden.

I BUPL Nordjylland ser vi en klar sammenhæng mellem det angiveligt højere forbrug af ressourcer end øvrige kommuner på de tre områder, og det lavere forbrug på grundbudgettet. Vi er derfor også af den overbevisning at besparelser på PPR-serviceniveau, Særlige dagtilbud - takstreduktion og familievejlederne, vil øge udgifterne på grundbudgettet – familie (bilag 7). Vi vil derfor på det kraftigste opfordre til IKKE at spare på de tre områder. Udover de enkelte budgetposter i kommunen og kommunens økonomi, skal der også tænkes på børnenes og familierne liv og trivsel. 

Udover de begrundelser, der fremgår af høringsmaterialet for mindre forbruget på grundbudgettet for familier, vil BUPL Nordjylland også pege på, at Mariagerfjord ikke har haft så høj en stigning som øvrige nordjyske kommuner på udgifter til Tabt Arbejdsfortjeneste. Gennemsnitlig er udgifterne fra 2024 til 2025 steget med 18% i de nordjyske kommuner, mens det er 5% i Mariagerfjord Kommune. Mariagerfjord Kommune har dog stadig 20 millioner kroner i udgifter til Tabt Arbejdsfortjeneste (– 50% refusion fra Staten).

Her ser vi i BUPL Nordjylland igen en klar og tydelig sammenhæng, og vi vil opfordre til endnu større investeringer i de forbyggende og tidlige indsatser. Vi har derfor linket til vores folder om ”Børn og Familier i Trivsel”. https://bupl.dk/lokalt/nordjylland/pjece/boern-og-familier-i-trivsel

Der foreslås også en besparelse på daginstitutionernes uddannelsesmidler (Bilag 11). I alt er der knap en million til uddannelsesmidler på daginstitutionsområdet, og derfor forekommer en besparelse på næsten 30 % meget voldsom.

Forslaget mener vi er uigennemtænkt i forhold til, at det er vigtigt at have dygtige pædagoger, der naturligvis (som alle øvrige medarbejdergrupper) har brug for efteruddannelse. Der er i dag i almeninstitutionerne 1 – 2 børn (måske flere) som har brug for specialpædagogisk understøttelse, og det kræver også efteruddannelse (udover normering til at kunne løfte opgaven). Det undrer os derfor, at direktionen kan skrive at ”Forslaget vil som udgangspunkt ikke have betydning for det nuværende aktivitetsniveau……”.   

Pædagogerne oplever, at flere børn med forskellige støttebehov i dag indgår i de almene tilbud. Det stiller øgede krav til de faglige kompetencer og understreger behovet for løbende opkvalificering, så medarbejderne fortsat kan skabe inkluderende og udviklende fællesskaber for alle børn."

Til sidst vil vi gerne give udtryk for, at vi ikke bryder os om Grønthøster-besparelser, da vi ikke har mulighed for at se HVOR besparelsen rammer. 

Daginstitutionsområdet berøres allerede direkte af besparelser på 1,34 millioner kroner og yderligere af indirekte besparelser på 1,26 mill.kr.

Samtidig viser ”Kend din kommune 2026” (en økonomisk opgørelse fra KL), at Mariagerfjord Kommune har det tredje lavest budget pr. barn af de nordjyske kommuner.”

 

Vi håber, at politikerne tager vores høringssvar alvorligt, og at vi kan se det på det Budgetforlig vi formodentlig bliver præsenteret for en af de nærmeste dage.

Har du spørgsmål eller kommentarer til ovenstående, så skriv gerne til undertegnede

 

Med venlig hilsen
Liselotte Thomsen
Formand BUPL Nordjylland
lth@bupl.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.