Vigtig viden til dig, der er ansat på privatområdet

Pædagoger ansat på det private arbejdsmarked, enten i private dagtilbud eller privat- og friskoler, fylder ca. 7 procent af vores medlemmer i BUPL Midtsjælland. Langt de fleste private institutioner har i dag heldigvis en overenskomst med BUPL, men der er fortsat en del institutioner, der har valgt ikke at være dækket af en overenskomst. Det er noget, BUPL arbejder hårdt med at få ændret.
Vær særlig opmærksom, hvis du er ansat uden overenskomst
Hvis du som pædagog arbejder på en arbejdsplads uden overenskomst, så er der nogle punkter, som du typisk skal være meget opmærksom på. Der er nemlig meget af det, man tager for givet på en offentlig arbejdsplads, som ikke nødvendigvis gælder, hvis ikke arbejdspladsen er omfattet af en overenskomst.
Det gælder ting som krav og procedurer omkring ansættelsesbrev, hvor meget ferie du har, hvornår der startes indbetalingen til pension, om funktionærlovens bestemmelser (f.eks. omkring opsigelsesvarsel) gælder, om du har fri med løn under egen eller dit barns sygdom, løn under barsel, mulighed for efter-/videreuddannelse, mulighed for at have en tillidsrepræsentant eller mulighed for seniordage.
Der er kort sagt rigtig mange ting, man skal have sig for øje, hvis man arbejder et sted uden overenskomst, eller vil søge arbejde på en arbejdsplads uden overenskomst.
Overenskomstfornyelser i 2025 og 2026 på det private område
BUPL har mange overenskomster på det private område. Skoleområdet er dækket af én overenskomst indgået med Frie Grundskoler, otte overenskomster dækkende det private dagtilbudsområde og én overenskomst dækkende vikarer.
Overenskomsten for Frie Grundskoler skal fornys ved OK26, mens nogle overenskomster på dagtilbudsområdet skal fornys ved OK25 og andre ved OK26.
Traditionelle temaer som bedre løn- og pensionsforhold vil naturligvis være i spil, men forhold omkring frihed og fleksibilitet i ansættelsen vil helt sikkert også komme til at fylde, samt forhold omkring efter-/videreuddannelse og medindflydelse (f.eks. TR’s muligheder) også vil komme til at spille en rolle. Vi vil løbende orientere jer om dette..
Trepartsaftalen sikrer indirekte lønløft til privatansatte
I efteråret 2023 indgik regeringen sammen med arbejdergivere og fagbevægelsen en såkaldt trepartsaftale, der sikrede ekstra lønmidler til udvalget faggrupper – blandt andet pædagogerne.
Det var en aftale, der udelukkende gjaldt de offentligt ansatte pædagoger. De sidste detaljer omkring udbetaling med videre skulle afklares i OK24 for de offentligt ansatte. BUPL benyttede på den baggrund Trepartsaftalens elementer omkring løn som løftestang ind i OK25-aftalerne for de privatansatte pædagoger.
Indgangsvinklen var, at det naturligvis også ville være i de private arbejdsgiveres interesse at kunne tiltrække og fastholde pædagoger, og derfor måtte de også indarbejde tilsvarende lønløft for ikke at sakke bagud fra de offentlige lønninger. Det skete heldigvis også, og du nyder som privatansat pædagog også ”treparts”-lønstigninger. Det kan du læse mere om i denne artikel: Privatansat pædagog? Glæd dig, nu kommer trepartsmidlerne.
Udfordringer med finansieringen
Finansieringen af denne lønudgift har i nogle kommuner givet udfordringer. Kort fortalt og lidt teknisk, så yder kommunerne et tilskud til private institutioner – et såkaldt driftstilskud. Dagtilbudsloven siger, at for private institutioner gælder det, at deres tildeling af budget hverken må være bedre eller ringere end tilsvarende offentlige tilbud for samme aldersgruppe.
I og med de kommunale dagtilbuds tildeling er blevet øget som følge af Trepartsaftalen, må dette nødvendigvis også betyde, at driftstilskuddet til private daginstitutioner skal reguleres op for at matche dette, så kommunens driftstilskud fortsat lever op til Dagtilbudslovens hensigt om, at private dagtilbud skal matche de kommunale. Det er over en bred kam også sket, men nogle kommuner har ikke gjort det med det samme, eller ikke gjort det med fuld effekt.
BUPL Midtsjælland holder løbende øje med, at kommunerne afsætter de midler, der skal til, for at de private institutioner får de driftstilskud, som de bør have, og vi går i dialog med kommuner, hvor vi mener det ikke er tilfældet.
Vigtigt at have en TR
BUPL er desværre ikke så godt dækket af tillidsvalgte på det private område, som vi er på det kommunale område. Det kan skyldes flere forhold. Mange private institutioner er måske ikke dækket af en overenskomst, og hvis de ikke er det, er der heller ikke mulighed for at vælge en tillidsrepræsentant. Der kan også være nogle institutioner, der ikke har nok ansatte til at kunne vælge en tillidsrepræsentant, eller måske har institutionen blot en historik om, at vi ikke har en tillidsrepræsentant her hos os.
Hvad end årsagen måtte være, er det dog vigtigt, at I - hvis det er muligt – har en tillidsrepræsentant hos jer, og hvis I ikke har, så vil vi kraftigt opfordre jer til at få det. Det er et område vi gerne vil opprioritere, så derfor kommer denne opfordring.
TR er både bannerfører for professionen, men også samarbejdspartner med ledelsen om at sikre gode arbejds- og rammevilkår på arbejdspladsen, sikre gode lønforhold og have et øje på arbejdsmiljøet. Det er den naturlige person for personalet at bruge i tvivlstilfælde, brugen af en bisidder, sparringspartner omkring løn, arbejdstid og øvrige arbejdsforhold.
BUPL sørger for at klæde tillidsvalgte på til opgaven, også på det private område. Det gælder både tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter. Du kan læse meget mere om, hvad vi kan tilbyde tillidsvalgte på private arbejdspladser, ved at klikke på dette link: TR og AMR på private overenskomster.
Du kan læse mere om de forskellige overenskomster på det private område, se hvilke private institutioner der har en overenskomst, og få inspiration til at lave lokale lønaftaler ved at følge dette link: TR på det private område.
Tag en snak med os
Hvis du - eller I som institution - går med et ønske om at få en TR eller bare have en indledende snak om, hvordan en TR-funktion kunne se ud på jeres arbejdsplads, så skal I endelig rette henvendelse til os. Vi tager gerne en drøftelse med jer - og også gerne jeres ledelse - om, hvordan det kunne komme til at se ud. Har I ikke en overenskomst på jeres arbejdsplads, vil vi gerne tage en drøftelse med jer om, hvordan der kan arbejdes med det.
Bliv medlem af BUPL
Bliv en del af det faglige fællesskab og vær med til at sikre bedre arbejds- og ansættelsesvilkår for privatansatte. Jo flere vi er, jo stærkere står vi.