Ny formand i BUPL Fyn
Kære medlem
Efter 23 år som politisk aktiv og 10 år som formand i BUPL Fyn har jeg efter grundige overvejelser valgt at stoppe som formand. Jeg er kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg skal give stafetten videre.
Jeg er glad og stolt over de mange ting, vi er lykkes med ved forhandlingsbordene i kommunerne og gennem politisk påvirkning.
I vores gode samarbejde med tillidsvalgte, ledere, andre faglige organisationer og
kommuner, har vi gennem årene sikret pædagogiske normeringer, bedre løn og skabt stor synlighed for pædagogernes kompetencer og vigtigheden af pædagoguddannelsen. Resultater der forbedrer fynske pædagoger og lederes vilkår, synlighed og stærke faglighed. Og så har vi ENDELIG fået indhentet lidt af lønefterslæbet ved OK24 og trepartsaftalen. Vi er stærkest, når vi står sammen, og vores resultater viser, hvad vi kan i fællesskab – både i det nære og på den store politiske scene.
Der er stadig en masse at arbejde for. Vi skal forhindre de evige forringelser og besparelser på området, og vi skal fortsat kæmpe for mere kvalitet og tid til faglighed. Retten til faglig ledelse, bedre arbejdsmiljø, forberedelsestid og bedre mulighed for efteruddannelse. Og selvfølgelig stadig løn. Der bliver nok at tage fat på for den kommende formand.
De sidste mange år har jeg været en del af et hus, hvor vi lægger stor vægt på det nære og det lokale. Det har haft stor betydning for det enkelte medlem at mærke, at de har haft BUPL Fyn i ryggen, når der har været brug for hjælp. Vi har et hus fyldt med kompetente og dedikerede medarbejdere som alle arbejder for pædagogernes og ledernes vilkår.
INTET af det vi gør i BUPL Fyn, gør vi alene, og jeg har så stor respekt for det store fælles arbejde vi har præsteret sammen.
TAK for samarbejdet i bestyrelsen, lederbestyrelsen, og med alle tillidsvalgte i det fynske. Tak for det store engagement og opbakning, I alle har vist. Både ved fyraftensarrangementer, faglige lyttemøder, medlemsmøder, ved overenskomstforhandlinger og alle de mange andre gange, vi har mødtes igennem mine 23 år i BUPL Fyn. Det har været fantastisk!!