Minister i samråd om ”Det store tyveri”: Vi skal se på fritidsområde

BUPLs landsdækkende undersøgelse ”Det store tyveri” har vist, at flere steder bliver penge, der er øremærket SFO i stedet brugt på skoleområdet. Derfor blev børne- og ungeministeren på et samråd den 3. december 2020 blandt andet bedt om at redegøre for, hvordan ministeren vil sikre, at kommunerne overholder reglerne, så midlerne til SFO ikke ender på skoleområdet.

Som resultat af BUPLs undersøgelse af anvendelsen af personaleressourcerne i skolefritidsordningerne, har SF´s undervisningsordfører, Jacob Mark indkaldt børne- og undervisningsministeren, Pernille Rosenkrantz-Theil i samråd. Undersøgelsen, som er foretaget af BUPL Forbund og syv lokale fagforeninger viser, at flere af de penge, som er afsat til drift af SFO, i stedet er endt i skoledelen.

På samrådet tog ministeren afstand fra den måde pengene er endt det forkerte sted og vil følge op på det.

”Reglerne er ikke lavet for sjov, og de skal selvfølgelig overholdes. Noget tyder på, at der her er noget vi skal følge op på, sagde Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun vil kalde ordførerne i ministeriet når hun modtager BUPLs endelige rapport, der ventes at være færdig ved udgangen af 2020.

Og den udmelding er Jacob Mark glad for:

”Det er vigtigt, at vi nu får drøftet, hvordan vi kan forhindre gode fritidspenge i at gå til opgaver i skolen. SFO´erne er i forvejen hårdt presset af færre indmeldinger, højere forældrebetaling og færre penge til at sikre god fritidspædagogik for.”

BUPL Fyn har foreløbigt afdækket udvalgte skoler og SFO´er i Nyborg Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune, siden undersøgelsen blev iværksat sidst i 2019.

I Nyborg var der dog ikke tale om noget ”tyveri,” og kommunen fremhæves i rapporten som et af de gode eksempler i undersøgelsen.

Politisk har Nyborg Kommune truffet en beslutning om, at skolerne skal fordele lønudgifterne for medarbejderne i forhold til den reelle fordeling af arbejdstiden i SFO og skole. Hvert år indberetter skolerne, hvor stor en andel af medarbejdernes løn, der skal bogføres på SFO- og på skoleområdet. Det betyder, at Nyborg Kommune med en budgettildeling, som er 30% under tildelingen i Faaborg Midtfyn, stort set har kunne opretholde samme serviceniveau i SFO´erne.

”I Nyborg Kommune har man gjort alt efter bogen. Der har ikke været noget at komme efter,” siger formand i BUPL Fyn, Rikke Hunsdahl.

Anderledes så det ud i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor fem skoler blev undersøgt. Her viste det sig, at man på fire af skolerne ikke – eller kun delvist – dækkede lønforbruget for medarbejdernes varetagelse af opgaver i skolen. På en af skolerne brugte man penge, som var afsat til SFO til at finansiere løn til en indskolingsleder.

BUPL Fyn har været i dialog med Faaborg-Midtfyn Kommune om resultatet. Kommunen vil fremadrettet gå tættere på skolernes bogføring af lønforbruget – og de fejl der er, vil blive rettet med tilbagevirkende kraft.

”Vi har kunne vise forvaltningen i Faaborg-Midtfyn Kommune, at pengene ikke er endt, hvor de skal. Det har nu fået kommunen til at ændre praksis,” lyder det fra Rikke Hunsdahl.

”Det er en stor sejr for SFO-området, som i forvejen er presset. Ved at skabe opmærksomhed på området, vil flere kommuner gennemgå ressourcerne til skole og SFO. Og så forventer vi naturligvis, at de retter op på det, hvis det viser sig, at de midler, der er afsat til SFO, ender med at havne i skoleregi. Ligesom de har gjort i Faaborg-Midtfyn Kommune,” siger Rikke Hunsdahl.

BUPL Fyn følger fremadrettet skolernes bogføring i Faaborg-Midtfyn Kommune og fortsætter afdækningen af de resterende kommuner på Fyn.

”Vi starter med at kigge nærmere på Odense, Nordfyn og Svendborg Kommune, og vi er klar til at tage dialogen i de kommuner, hvor pengene ikke går til SFO, som de skal,” siger Formanden i BUPL Fyn.

 

Du har mulighed for at se det åbne samråd i Børne- og Undervisningsudvalget på Folketingets hjemmeside via nedenstående link. Samrådet er indkaldt af ordfører i SF, Jacob Mark, på baggrund af BUPLs ressourceafdækning, som BUPL Fyn har været – og stadig er – en aktiv del af.

https://www.ft.dk/aktuelt/webtv/video/20201/buu/td.1708900.aspx

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.