Medlemmerne har talt - vi vil have mere i løn
TAK! Tak til alle jer, der har fortalt os, hvad I mener er de vigtigste krav, vi skal tage med til forhandlingerne til OK24. Jeres stemme er vigtig, for vi skal løfte kampen om mere i løn i fællesskab.
Og en højere og mere retfærdig løn til pædagoger og pædagogiske ledere er også det I fynske medlemmer bakker op om. 75 % af jer svarer, at løn er det primære krav til OK24.
61% har tid til faglighed som 2.prioritet. Pædagoger og ledere skal have de rette betingelser for at løfte det pædagogiske arbejde – herunder bedre adgang til efter- og videreuddannelse.
På Fyn har 69% af jer angivet et bæredygtigt arbejdsliv som jeres krav nummer tre. Her er der blandt anden fokus på retten 2. (og 3.) sygedage og ret til flere seniordage.
Det er BUPLs Hovedbestyrelse, der har besluttet at medlemsdebatten skulle tage afsæt i de tre temaer, I skulle prioritere:
Løn
Tid til faglighed
Et bæredygtigt arbejdsmiljø
Læs om de enkelte temaer her
Den 14. august sendte vi jeres prioriterede krav til BUPLs Hovedbestyrelse, som førstebehandler alle de indsamlede krav fra de lokale fagforeninger den 7. september. Vi går til forhandlingerne med en klar forventning om, at vi får en bid af kagen.
I vores kravsindsamling har I også haft mulighed for at komme med jeres egne valgfrie krav, og vi har læst dem alle sammen. Jeres valgfrie krav, som mere en 10 medlemmer har fremført er:
Syge og omsorgsdage til ældre forældre (pædagogens forældre)
Barn syg – ret til 2. (og 3.) sygedag
Bedre normering
Faglighed, herunder mere pædagoguddannet personale
Efteruddannelse
Ret til flere seniordage samt mulighed for at få seniordage tidligere i arbejdslivet
Flere fritvalgsdage
Tøjpenge
Ret til deltid Sundhedsordning – herunder fysioterapi
4-dages arbejdsuge
Betalt fri på halve lukkedage
Ret til tidligere pension/tilbagetrækning
Vikardækning ved ferie og sygdom
Medindflydelse på ferieafvikling (ingen tvungne feriedage).