Vores nye huskunstner er Tenna Holdt

Til daglig arbejder Tenna som pædagog i Gladsaxe, og i sin fritid maler hun. Det er kun fire år siden hun begyndte, men det er på alle måder svært at se. Hendes abstrakte kunst er både dybt professionel, og så emmer den af, at hun elsker at male.
Tenna Holdt

Af Charlotte Toft

Tenna Holdt har kun malet i fire år. Hun har altid haft interesse for det kreative, men på den måde, at hun har sunget i kor, tegnet lidt, spillet på en tværfløjte osv. På spørgsmålet om, hvad der fik hende til at begynde at male, fortæller hun om et stressforløb op til corona, og hvor hun ved et tilfælde fik øje på den norske kunstner Hege Sandtorv, som hun endte med at modtage online undervisning af.

Jeg bliver fri, når jeg maler
”Jeg maler for både at komme fri af stress og bekymringer. Og jeg har opdaget, at jeg bliver fri, når jeg maler,” siger Tenna Holdt, og funderer over, hvordan pædagogfaget med både det stringente og kreative spiller ind. 

”Hverdagen som pædagog er stringent. Vi spiser jo f.eks. på bestemte tidspunkter, men når jeg maler, er jeg fri. Jeg maler, hvad der folder sig ud inden i mig. Jeg henter helt sikkert inspiration alle steder fra, men det ved jeg først bagefter og ikke i det øjeblik, hvor jeg maler.

Kom gerne forbi og se udstillingen
Tenna Holdt afløser Niels Bang Andersen, og er du til møder eller i nærheden af BUPL Storkøbenhavn i Ballerup, så kom gerne forbi og se Tennas abstrakte smukke malerier.

Malerierne koster mellem 1300 og 5500 kr., og er du interesseret i at købe et af billederne, kan du kontakte Tenna Holdt direkte på tennaholdt@hotmail.com eller på 25 88 22 44. Du kan også se flere billeder og komme i kontakt med hende via hendes hjemmeside artbytenna.dk

Er du selv pædagog og kunstner?
Er du medlem af BUPL Storkøbenhavn eller Socialpædagogerne Storkøbenhavn, har et kunstnerisk virke og lyst til at udstille er du meget velkommen til at skrive til presse- og kommunikationskonsulent Charlotte Toft på cto@bupl.dk og sende et par billeder med, så vender vi tilbage, når det har været oppe i vores lille kunstudvalgsgruppe. Hver kunstner eller gruppe udstiller i 3-5 mdr.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.