Syv løsninger på pædagogmangel i Storkøbenhavn

Kommunerne i Storkøbenhavn står overfor en voksende og akut mangel på pædagoger. Vi mangler ikke færre end 1000 pædagoger i BUPL Storkøbenhavns 12 kommuner. Det påvirker kvaliteten i vores dagtilbud – og dermed børnenes trivsel, udvikling og læring.
knagerække

Af Charlotte Toft og Morten Petersen


Vi mangler i dag 1000 pædagoger i BUPL Storkøbenhavns 12 kommuner. 

"Der er naturligvis flere årsager til, at vi i dag ikke kan rekruttere og fastholde det nødvendige antal pædagoger i vores kommuner. Et problem som har indflydelse på trivslen hos både børn og unge og ansatte. Vi arbejder hver dag på at skabe bedre løn og ansættelsesvilkår, så vi kan tiltrække flere pædagoger til, hvad jeg vil kalde verdens bedste fag, men vi er nødt til at lave en bredere indsats" siger Jon Olufson, formand i BUPL Storkøbenhavn. 

 

Forhold der har betydning for manglen på pædagoger 

  • Pædagoguddannelsen optager langt færre: I 2025 blev der optaget 961 studerende på Københavns Professionshøjskole – et fald på 43% siden 2016.
  • Rekruttering er sværere i hovedstadsområdet: I Region Hovedstaden bliver 34% af pædagogstillinger ikke besat – mod 22% på landsplan.
  • Flere nærmer sig pension: I 2033 vil 16,39% af de nuværende pædagoger i de 12 kommuner være over pensionsalderen.
  • For mange forlader faget: I 2024 arbejdede 14.400 uddannede pædagoger uden for faget – næsten en fordobling siden 2008. 

Vi mister altså flere pædagoger, end vi får ind – og manglen vil vokse, hvis vi ikke handler nu. 

"I BUPL Storkøbenhavn peger vi på 7 løsninger, som vi mener har indflydelse på at få flere pædagoger til faget. Og det samarbejde inviterer vi vores lokale politikerne med ind i. For skal vi sikre stærke dagtilbud og fastholde kvaliteten, så er kommunerne nødt til at handle strategisk på både kort og langt sigt," siger Jon Olufson.

 

Syv løsninger der virker

Skab bedre rammevilkår. Fokusér på rammevilkår der hjælper pædagoger med at lykkes bedre med opgaven. Det understøtter medarbejdertilfredshed og stærkere tilknytning til arbejdspladsen.

Opkvalificér medarbejderne. Giv både nye og nuværende medhjælpere mulighed for at opkvalificere sig og på sigt søge pædagoguddannelsen.

Investér i unge medhjælpere. Tilbyd målrettede uddannelsesforløb, mentor-ordninger og karrierespor for de mange unge medhjælpere i daginstitutionerne.

Sats på uddannelse og nye veje ind i faget. Brug meritpædagoguddannelser og sporskiftemerit langt mere offensivt. Skab fleksible veje ind i faget for voksne og karriereskiftere. Merit udgør en markant del af de nye pædagoger på dagtilbuds-området. Det må ikke gå i stå.

Gør det attraktivt at blive i jobbet. Indfør stærkere og mere fleksible seniorordninger for pædagoger tæt på pensionsalderen.

Styrk praktikdelen i pædagoguddannelsen. Giv studerende bedre praktikvilkår, fx ved at tage dem ud af normeringen, så praktik giver reel læring. Kommunerne kan gøre en forskel gennem god organisering, faglig sparring og kvalitetspraktiksteder.

Lav bedre løsninger for regionale rekrutteringsudfordringer. Hovedstadsområdet har brug for langsigtede og robuste veje til at sikre adgang til både meritpædagoguddannelsen og målrettet opkvalificering af pædagogiske medarbejdere. Rekrutteringsudfordringerne er markante i regionen. Sæt pres på KL for at skabe rammerne.

"Og det haster, for uden en massiv indsats nu vil manglen på pædagoger forstærkes," slutter Jon Olufson.

 

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.