Løntjek: Ekstra 135.000 kr. til medlem i Rødovre

Et løntjek-arrangement foranlediget af Rødovres tillidsrepræsentanter udløste jackpot for pædagog Pernille Skougaard Nielsen. Her fik hun nemlig den fantastiske besked, at hun havde 135.000 kr. til gode. Penge hun nu har fået udbetalt.
Løntjek

Af Charlotte Toft

For fire år siden så det hele ret sort ud for Pernille Skougaard Nielsen. Alvorlig sygdom betød, at hun, som hun beskriver det, røg helt ud af systemet. Men fordi hun havde haft nogle vikartimer på en byggelegeplads, fik hun mulighed for at tegne en pension hos Pædagogernes Pension (PBU). Det valgte hun at gøre uden helt at vide, hvad forsikringen indebar. Så da TR’erne i Rødovre inviterede til et lokalt arrangement, hvor også PBU ville være til stede, valgte Pernille, der er i dag har fået tilkendt et fleksjob, at møde op for at høre mere om, hvad det var hun havde indbetalt til. 

”Jeg er så glad for, at jeg mødte op. Jeg er ikke en, der har det store overskud på den mentale konto, og jeg har desværre ikke helt styr på, hvad jeg har ret til, så det var virkelig godt, at jeg mødte op.”

Fremmødet betød nemlig helt konkret, at det blev opdaget, at hun efter hun var bevilget fleksjob var berettiget til en forsikringssum på 135.000 kr. 

”For mig personligt betyder det desuden helt konkret, at jeg nu er gældfri, at jeg nu kan blive gift, og vi kan tillade os at kigge på hus. Jeg er virkelig glad for, at jeg mødte op, og jeg håber, at alle vil benytte sig af sådanne tilbud, hvis de også har svært ved at læse en lønseddel eller forstå, hvad der kan ligge af muligheder i vores pensioner.”

På mødet fik flere andre tjekket deres lønseddel, og her blev også opdaget nogle fejl.

Udover at Pernille fik en stor gave med hjem, var det også et virkelig hyggeligt arrangement, og tillidsrepræsentanterne i Rødovre har allerede besluttet at holde et lignende arrangement til næste år. For ved siden af det konkrete tilbud var der også tid til en masse faglig snak.

Få et løntjek
Bor du ikke i Rødovre Kommune eller nåede du ikke med, så er det aldrig  for sent at få et løntjek som medlem af BUPL Storkøbenhavn.

Det kan være svært at gennemskue tillæg, erfaringsgrundlag, pension, feriepenge og de mange andre poster, der kan være på en lønseddel. Men som medlem af BUPL Storkøbenhavn kan du få tjekket din løn året rundt. Og er der gået flere år siden du sidst fik tjekket den, eller du aldrig har fået det gjort, så er det en god idé at få det gjort. Erfaringen viser nemlig, at fejl opstår.

Typiske fejl er manglende udbetaling af tillæg, feriepenge eller pension, utilstrækkelig overtidsbetaling eller forkert indplacering efter endt uddannelse.

Spørg din tillidsrepræsentant eller kontakt BUPL Storkøbenhavn
Hvis det er noget tid siden, du har undersøgt eller kigget på din lønseddel, så begynd evt. med at spørge din tillidsrepræsentant, om han eller hun vil hjælpe dig med at få tjekket, om du får den korrekte løn. De fleste tillidsrepræsentanter er uddannet til det. Og ellers kan du altid kontakte BUPL Storkøbenhavn.

Hvis det ikke er muligt for din TR, så kan du få et løntjek ved en lønkonsulent eller fællestillidsrepræsentant i BUPL Storkøbenhavn, Du skal i så fald sende følgende via Mit BUPL:

  • Kopi af dit ansættelsesbrev
  • Kopi af de seneste lønsedler

Pension og forsikringer
Og har du, som Pernille og mange andre, ikke helt styr på, hvad du har tegnet af forsikringer mm, så er det også en god idé at kontakte dit pensions- eller forsikringsselskab.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.