Ishøj: Budget27 savner visioner og presser det fritidspædagogiske område

Budgetkataloget er meget omfangsrigt, og der er en del forslag, der kan genkendes fra tidligere år. Vi kommenterer på hvert enkelt forslag, der berører vores område – men også på det samlede pres, der med kataloget lægges på særligt det fritidspædagogiske område. Vi savner, at budgetforslaget også i sit udgangspunkt peger frem mod de visioner, der er i Ishøj.
Ishøj

BUPL Storkøbenhavn har følgende bemærkninger til Ishøj Kommunes budgetkatalog 2027

 

Børns fritid

Vi ser i dette katalog desværre en klar nedprioritering af det fritidspædagogiske område. Det er både ærgerligt og en helt forkert vej at gå, når det handler om at skabe trivsel og sundhed for børn og unge i Ishøj. Det er desuden et område, der har oplevet en række besparelser gennem årene. Det udhuler ikke blot selve tilbuddet, men også dets mulighed for at rekruttere personale og tiltrække de store børn og unge. Der er derfor risiko for, at man i Ishøj misser muligheden for de mange positive synergier og forebyggende effekter, som et stærkt fritidspædagogisk miljø kan levere. Derfor er der en opfordring til ikke at se fritiden som en udgift, men som en investering i fremtidens trivsel og sundhed i Ishøj.

 

BUU 2, POL 18 med flere

Vi ser desværre en tendens i dette katalog til at foreslå besparelser på det forebyggende område, herunder tolkebistand, tosprogspuljen m.fl.

Det er vores indtryk, at der fortsat er behov for indsatserne omkring sprog, sundhed og pædagogiske interventioner. Vi ved, at Ishøj fortsat modtager mange nye borgere, og derfor tilsiger demografien ikke, at der laves reduktioner på hverken sprogindsatser eller tidlige indsatser.

Modtagelsen af nye borgere i landet er fortsat en stor pædagogisk opgave i Ishøj Kommunes institutioner og skoler. Det betyder, at vi gerne ser, at der tænkes i inddragende og nytænkende indsatser sammen med pædagogerne for at kunne kvalificere kommende indsatser i forhold til de udfordringer, der er på børne- og ungeområdet.

 

BUU 3 - Flere pædagoger i tovoksentimerne

Som udgangspunkt mener vi, at pædagogerne har en vigtig funktion i skolerne. Undersøgelser viser, at det tværfaglige samarbejde har en positiv effekt på børns trivsel. Derfor er det ærgerligt, at det i råderumskataloget beskrives, som om pædagoger er billig arbejdskraft. Vi mener, at pædagoger er med til at løfte kvaliteten, og at det derfor er en god forudsætning for, at børn trives bedre i skolen. Pædagogerne skal som udgangspunkt ikke kun være i skoledelen, men der skal også tænkes i børnenes fritid, hvor der skal være pædagoger nok i forhold til normeringerne i fritidsdelen.

 

BUU 4 - Lavere pædagogandel i SFO

Vi vil på det kraftigste advare mod vedtagelse af dette forslag eller skaleringer af samme. Det vil fuldstændigt udhule den pædagogiske faglighed i SFO’en om eftermiddagen. Da pædagogerne også præsterer timer i skolen, vil det betyde, at der vil være meget få pædagogtimer til de fritidspædagogiske tilbud. Vi må på baggrund af dette forslag også stille os undrende over, hvilke ambitioner Ishøj Kommune overhovedet har på det fritidspædagogiske område.

 

BUU 5 - Forhøjelse af forældrebetalingen for SFO

Ishøj Kommune nærmer sig en brugerbetalingsandel, som sammen med de pressede ressourcer på området i vores optik vil være ude af balance og muligvis betyde, at flere familier vil fravælge SFO af økonomiske årsager. Vi mener, at en øget forældrebetaling kun kan være acceptabel, hvis det resulterer i et mærkbart bedre tilbud, hvor både pædagogandel, normering, faciliteter og aktiviteter øges og forbedres. At bruge SFO-taksten som kontinuerligt sparegrundlag virker ude af trit med behovet hos børn og familier i kommunen. Der kan være en bekymring for, at nogle børnefamilier ikke vil have råd til at betale den nye takst. Det vil betyde, at nogle børn bliver ekskluderet fra børnefællesskaberne, og at de vil finde andre steder i kommunen at opholde sig eller blive ramt af ensomhed.

 

BUU 10 - Rammebesparelse for familiebehandling

En besparelse på familiebehandling er som udgangspunkt ikke en god idé, da behovet ikke er mindsket. Dog kan det være en god idé at opruste Ishøj Kommunes interne tilbud, hvis en hurtigere og tættere behandling kan opnås.

 

BUU 12 - Den styrkede forebyggelse på børne- og ungeområdet trækkes tilbage

Vi mener ikke, at det er en god idé at spare på forebyggelse og specialiserede indsatser. Vi er ud fra sagsfremstillingen her også i tvivl om, hvor præcist denne besparelse vil ramme. Det gør det vanskeligt at komme med konkrete indspark til forslaget. Dog må vi udtrykke en generel bekymring for det fremtidige arbejde med at bringe børn i udsatte positioner i trivsel på baggrund af dette forslag.
 

POL 13 - Sammenlægning af folkeskoler

Vi anser ikke dette forslag for realistisk i den nuværende situation og foreslår, at der ikke bruges midler på en større kortlægning af mulighederne i dette budgetår.
 

Ishøj Kommune har en vision om stærke fællesskaber, hvor flere børn og unge kan rummes, og hvor børn og unge får styrket deres handlemuligheder. Besparelserne i dette katalog vil, hvis de gennemføres, udfordre visionens troværdighed. Visionen kræver tværtimod tålmodighed og investeringer – og at børn, unge og personale har tillid til, at der er rammer for at skabe de stærke fællesskaber – også i hverdagen, når der er langt til valgdagen.

Vi står til rådighed for yderligere dialog om ovenstående.

 

På vegne af BUPL Storkøbenhavn,

Cindie Christoffersen, faglig sekretær

Lene Holm Thomassen, fællestillidsrepræsentant

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.