Hvidovre: Budget27 uden udsigter til besparelser
Høringssvar til Hvidovres budget 2027.
Vi vil gerne anerkende direktionen for et ansvarligt budget, hvor der er ro til udvikling og forankring af især de store tiltag med deltagelsesmuligheder for alle og En Skole For Alle. Mange af de nye tiltag er stadig i opstartsfasen eller i prøvehandlinger, og yderligere tiltag kan blive for meget for pædagogerne.
Vi ser dog flere ting i de mulige handlemuligheder, der ikke er indregnet i budgettet, som vi gerne vil uddybe her.
Dagtilbud
Der er to vigtige forslag til handlemuligheder på daginstitutionsområdet: dels forslaget om fuld finansiering af forberedelsestid på dagtilbud, dels forslaget om at afsætte budget, der passer til målsætningen om 70 pct. pædagoger. Vi vil også gerne gøre opmærksom på, at bloktilskuddet fra staten i 2027 i forbindelse med regeringens børnepakke er noget højere end forudsat i sagsfremstillingen ved behandlingen i byrådet. I 2027-niveau svarer Hvidovre Kommunes andel af kompensationen til 18,1 mio. kr. Dette burde skabe luft til ansættelse af yderligere personale i forbindelse med, at lederne trækkes ud af opgørelsen af minimumsnormeringer.
Fuld finansiering af forberedelsestid
Det har været en stor anerkendelse af den opgave, vores pædagoger står med i dagtilbuddene, at de nu har 1 time forberedelse om ugen. Men at forvente en højere kvalitet, men ikke helt at ville betale for den, hænger ikke sammen i hverdagen.
Først og fremmest påvirker det normeringerne for børnene. Det hænger på ingen måde sammen med, at vi skal skabe deltagelsesmuligheder for alle. I en presset hverdag er det tiden væk fra børnene, der først bliver nedprioriteret, men det er samtidig denne tid, pædagogerne har brug for, for at være på forkant, nytænke og løse udfordrende børnesager bedst muligt i samarbejde og med sparring.
Dernæst oplever vi et større pres på de opgaver, pædagogerne skal løse. Der er stort fokus på højere kvalitet, men det kræver tid til refleksion, sparring og evaluering. Pædagogandelen er faldende, hvilket medfører en større vejledningsopgave for pædagogerne i hverdagen med flere medhjælpere, der skal vejledes i, hvordan vores børnesyn udfolder sig i de pædagogiske læringsmiljøer og vores tilgang til børnene. Vi står på en faglighed, som der skal deles ud af, for at vi sammen kan lykkes med deltagelsesmuligheder for alle og høj kvalitet.
Budget til 70 pct. pædagoger
En budgetmæssig mulighed for ansættelse af flere pædagoger vil dels give konkrete institutioner mulighed for at opnå en bedre pædagogandel end i dag, dels er det med til at gøre visionen om en høj pædagogandel troværdig og dermed sætte kurs for hele organisationen. Der er en sammenhæng mellem ambition og resultat på dette område – også selv om det aktuelt er svært at nå i mål med den fulde målsætning.
Deltidspladser
Deltidspladser i vores dagtilbud kan være en god måde at imødekomme forældre, der har et mindre pasningsbehov, men det kommer også med nogle bekymringer fra pædagogerne.
Det kan komme til at påvirke den pædagogiske praksis, idet pædagogerne ikke kan planlægge noget uden for 9-15 uden at ekskludere barnet. Denne erfaring kom frem i drøftelsen med pædagogerne om netop dette forslag. En anden bekymring er, hvem der holder øje med, at børnene kun er der fra 9-15? Bliver det endnu en opgave, som stuepædagogen skal have styr på oven i alle de andre opgaver?
Samtidig er der en bekymring for, om økonomien i ordningen på sigt kan komme til at koste pædagogisk personale i en institution, hvis der er mange, der anvender tilbuddet, og man beslutter ikke at tildele samme økonomi som ved en fuldtidsplads?
SFO - Folkeskolen
Adskillelse af skolens og SFO’ens budget
Adskillelse mellem skolens og SFO’ens budget er et stærkt politisk signal om vigtigheden af SFO, og der slås i praksis ring om de ressourcer, der politisk er afsat til fritidspædagogikken. Timebanken sikrer, at der fortsat er en fleksibilitet i ressourceprioriteringen. Vi ser et behov for et tydeligt politisk budskab om prioriteringen af vores fritidstilbud. Det har I som politikere mulighed for med dette tiltag.
Vores økonomisystem gør i dag, at SFO-budgettet er ugennemskueligt. F.eks. kan lederne ikke se lønsummen på de ansatte på deres SFO. Dermed er der samtidig et manglende overblik over normeringerne. For at sikre kvaliteten i SFO skal ledelsen vide, hvilken økonomi de har til rådighed. Dette er ikke tilfældet i dag.
Ofte forsvinder drøftelserne om kvalitet på SFO’en i en skoledagsorden, bl.a. fordi der ikke kan drøftes økonomiske prioriteringer og normeringer, som underliggende medfører en drøftelse af organisering og kvalitet.
Ovenstående adskillelse kan have en sammenhæng med forslaget om mindre ledelsesspænd. Vi anerkender, at en leder med ansvaret for en stor medarbejdergruppe ikke kan bedrive nærværende ledelse. Det oplever SFO-pædagogerne i høj grad og efterspørger en leder, der er fysisk til stede i SFO-tiden. Vi kunne godt ønske os, at det blev sikret, at der er pædagogfaglig ledelse på alle fritidstilbud og dermed i alle skolernes ledelsesteam.
Forslaget om en prøveperiode på et år er ikke egnet til at eksperimentere med ledelsesstruktur, da det fremkalder mange spørgsmål og uvisheder om den konkrete bemanding. Det er væsentligt, at en ny ledelsesstruktur har inddraget medarbejderne, så det bliver ændringer, der giver en hensigtsmæssig ledelsesstruktur, der understøtter den faglige praksis.
Kvalitetsprogrammets økonomi
Når der tænkes på indkøb af inventar gennem midlerne fra kvalitetsprogrammet for folkeskolen, skal det gøres med et blik for SFO også. De fleste skoler har sambrug af lokaler med SFO, og når rummene skal indrettes, skal det være med dette in mente. Vi har behov for lokaler, hvor SFO’en også kan udøve fritidspædagogik i og benytte sig af uden at skulle bruge mange personaleressourcer på at sætte frem og pakke væk. Især med tanke på En Skole For Alle. SFO’ernes fysiske rammer på skolerne er pressede.
Ny SFO-start
Minimumsnormeringer til skolestart er nu vedtaget af regeringen. Hvidovre Kommune har lavet en grundig undersøgelse af fordele og ulemper ved SFO-start 1. maj og SFO-start samtidig med skolestart.
BUPL Storkøbenhavn mener, at det er bedst for børnene at vente til skolestart. Det betyder færre overgange for børnene. Mere tid til at udvikle sig i de trygge rammer i børnehaven. Kendte voksne hele vejen igennem opstarten. En god sommerferie uden mangel på nære børne- og voksenrelationer. Kontinuerlighed for børn i bh.kl.-3. klasse med deres egne skolepædagoger tilknyttet helt til sommerferien. Der vil ligeledes være et mindre pres på lokaler og fysiske rammer, når der ikke skal være forårs-SFO om formiddagen. Pædagogerne laver en stor og vigtig indsats i forårs-SFO ’en, når de nye børn bydes velkommen og ”køres ind” i skole og SFO. Det er derfor vores opfattelse, at en del af den nuværende økonomi til tidlig SFO bør forblive på SFO/skole til at styrke den pædagogiske indsats i forbindelse med overgangen fra daginstitution til skole i august og frem. Vi er opmærksomme på, at dette vil fordyre den foreslåede model.
Vi gør opmærksom på, at forslaget ikke lægger op til at ændre tidspunkt for overgang mellem SFO og klub. Hvis man rykker SFO-start, bør der startes en proces og dialog med klubberne for at finde den bedst mulige model for overgang til klubberne.
Vi står selvfølgelig til rådighed for dialog og uddybende bemærkninger om ovenstående.
Hvis ovenstående giver anledning til spørgsmål eller kommentarer, så kontakt os endelig.
Det gælder også, hvis der er noget, vi ikke har kommenteret på. Det er et vanskeligt katalog at finde rundt i :)
På vegne af BUPL Storkøbenhavn
Rikke Graae Jakobsen, fællestillidsrepræsentant i Hvidovre.
Cindie Christoffersen, faglig sekretær i BUPL Storkøbenhavn