Herlev: Budget27 mangler at adressere økonomiske udfordringer
BUPL Storkøbenhavns bemærkninger til Herlev kommunes budgetforslag 2027
Generelt er det vanskeligt at afgive høringssvar til budgetforslaget isoleret set, da det, så vidt vi kan læse, ikke adresserer de store økonomiske udfordringer i forhold til at skabe rum for det ønskede anlægsniveau, som ellers er blevet italesat. Derfor vil vi gerne opfordre til, at der suppleres med endnu en høringsfase inden der indgås budgetforlig – hvis der kommer til at indgå forslag i budgetforhandlingerne som betyder serviceforringelser på de store velfærdsområder.
Regeringens Børnepakke
I budgetforslaget er der indregnet økonomi til nedsættelse af forældrebetalingen, svarende til det kommende lovkrav. Vi kan derimod ikke se om der er afsat økonomi til forbedrede normeringer, i forbindelse med at lederne udgår af normeringsopgørelsen
Af den separate sag om implementeringen, fremgår det at Herlev kommune forventer at modtage 9,3 mio. kr. og anvende 4,9 mio. kr. til at nedsætte forældrebetalingen. Mens det er mere svævende hvad der tænkes anvendt til styrket normering. Vi vil gerne stærkt opfordre til at de resterende 4,4 mio. kr. afsættes til at styrke normeringen i forbindelse med at lederne udgår af normeringsopgørelsen.
Midler til minimumsnormering i tidlig SFO
Herlev kommune vedtog allerede sidste år at afskaffe den tidlige SFO-start og lade børnene gå i dagtilbud frem til skolestart. En beslutning BUPL hilste velkommen.
Beslutningen betød også, at der blev flyttet økonomi fra SFO til daginstitutioner, hvilket i og for sig er logisk nok, men som fik den betydning at løftet af SFO kvaliteten, der samtidig blev vedtaget, ikke blev så tydeligt som det kunne være blevet. Regeringen og KL har nu, i aftalen om kommunernes økonomi for 2027 aftalt, at der skal være minimumsnormeringer for børnene helt frem til skolestart – og der er afsat 300 mio. kr. til formålet. Herlev kommunes andel udgør ca.1,7 mio. kr. Vi foreslår midlerne tilføres SFO til en styrket overgang mellem børnehave og skole/SFO.
Venlig hilsen
Karen Aslaug Ramm, næstformand i BUPL Storkøbenhavn og
Louise Nuppenau, fællestillidsrepræsentant for pædagogerne i Herlev