Glostrup: Budgetforlig rammer ikke mindst 0-6 års området

Det budgetforlig, der er sendt til høring i Glostrup Kommune, er samlet set for de pædagogiske områder og ikke mindst for daginstitutionsområdet meget voldsomt. Hvis forslagene gennemføres, vil det få alvorlige og negative konsekvenser for kvaliteten i dagtilbud og fritidstilbud. Vi er i BUPL Storkøbenhavn oprigtigt bekymrede.
frokost

Vores høringssvar er derfor lidt længere end normalt, selvom vi kun kommenterer på nogle udvalgte forslag. Vi håber alligevel, I vil tage jer tid til at læse det.

 

De store linjer
Der er i budgetforliget en række nedskæringsforslag på dagtilbudsområdet, der i alt beløber sig til godt 7 mio. kr. Når den mindre indtægt på forældrebetaling lægges til, betyder det, at der kan ansættes pædagogisk personale for omkring 9 mio. kr. mindre til det samme antal børn. Alligevel skriver partierne bag aftalen at: ”Her skal det fremhæves, at vi prioriterer, at antallet af voksne omkring børnene bevares”. Det er forkert. Der vil være ca. 20 årsværk færre omkring børnene, svarende til to fuldtidsstillinger pr. institution. Det kan være svært at læse i de noget sparsomme beskrivelser i sagsfremstillingen, men 9 mio. kr. mindre i lønsum betyder alt andet lige færre ansatte. Det er fint, at der afsættes midler til, at det stigende børnetal ikke udhuler normeringen, men tilpasning af driftsmidler til svingende børnetal er en del af det tekniske budget, som ikke påvirker normeringsniveauet. Glostrup Kommune vil med dette budgetforlig få overordentlig svært ved at leve op til den kommende lovgivning om minimumsnormeringer – et forhold, der ikke er belyst i sagsfremstillingen.

På SFO- og klubområdet vil ferielukning og lukkedage betyde dårligere normering hele året, og lukning af ungdomsklubben, uden der tilbydes et reelt alternativ, er en forringelse af de unge menneskers muligheder for at mødes i trygge rammer. Samlet set forringes det pædagogiske fritidstilbud kraftigt. Det, synes vi, er en forkert prioritering i en tid, hvor man kan tale om en egentlig trivselskrise blandt børn og unge, hvilket blandt andet blev beskrevet af over 1.000 psykologer og PPR-ansatte i et åbent brev til folketinget for nylig. Vi foreslår tværtimod, at en evt. øget forældrebetaling anvendes til at styrke kvaliteten i fritidstilbuddene.

Vi har forståelse for, at kommunen er i en trængt økonomisk situation, og vi anerkender, at man med forliget har taget det svære valg at sætte skatten op. Vi ved også, at der går en årrække, før skattestigningen giver fuld gennemslag på økonomien. Men vi appellerer stærkt til, at I ikke gennemfører normeringsbesparelser og forringelser af muligheden for ledelse og pædagogisk udvikling. Afsøg i stedet, om der er udgifter og projekter, der kan udskydes, og om der er besparelser, der meningsfuldt kan gøres et- årige. Vi vil appellere til, at det allerede nu besluttes, at besparelserne er et-årige. Besparelser på velfungerende institutioner rammer hårdt og har det med at ”sætte sig”, så det tager mange år at genopbygge kvaliteten.

 

Dagtilbudsområdet

Kortere åbningstid
Kortere åbningstid vil være en serviceforringelse, men besparelsen vil, afhængigt af hvordan besparelsen er beregnet, ikke påvirke den oplevede normering. Besparelsen vil dog påvirke opgørelsen af normeringen i forhold til minimumsnormeringer.

Reduktion af puljen til bedre normeringer
En reduktion af puljen vil betyde, at der bliver en dårligere normering end den, der blev besluttet med budget 2022. Sammen med de øvrige besparelser er signalet, at Glostrup Kommune ikke længere prioriterer en positiv udvikling i normeringen og sikringen af et højt kvalitetsniveau.

Pædagogandel sænkes fra 70% til 65%
Trods problemer med at rekruttere uddannede pædagoger er denne besparelse ikke blot en tilpasning, der ikke kan mærkes. Daginstitutioner har lønsumsstyring, hvilket betyder, at selvom budgettet dannes ud fra forudsætninger om personalets sammensætning med mere, så ansætter ledelsen det bedst mulige personale inden for den økonomiske ramme. En reduktion i pædagogandelen betyder derfor, ud over signalet om, at man sænker det pædagogiske ambitionsniveau, at man reducerer den lønsum, der skal gøre det muligt at rekruttere det optimale personale.

Reduktion i antal ledere
Ledelse er forudsætningen for at sikre og udvikle den pædagogiske kvalitet i kommunens daginstitutioner. Ledelse er blandt andet centralt for at kunne udvikle pædagogikken på tværs i kommunen, kunne rekruttere og udvikle personalet samt udvikle nye pædagogiske tiltag, der imødekommer flere forskellige børns behov. Enten vil forslaget betyde kvalitetsforringelser på disse parametre, eller også vil de pædagogiske ledere i praksis bruge længere tid på ledelsesopgaven, hvorved normeringerne forringes.

Om lukkeuger og -dage på både dagtilbud, SFO og klub
I dag afvikles personalets og børnenes hovedferie hen over skolernes sommerferie. Ledelsen sørger for gennem forhåndstilkendegivelser fra forældrene, at personalets ferieafvikling er planlagt i forhold til fremmødemønsteret blandt børnene. Hvis der i fremtiden indføres to ugers ferielukning, vil de tre ugers sammenhængende hovedferie for hele personalet være placeret i de to lukkeuger plus en af de to tilstødende uger. Det vil give en tvunget og mere hektisk ferieafvikling for børn og personale, men i sig selv vil ferielukningen være neutral i forhold til normeringen, da det samme personale vil skulle passe det samme antal børn. Hvis man samtidig, udover at ville bestemme tidspunktet for ferieafviklingen, også reducerer i personaleressourcen – i praksis ved at reducere lønsummen i budgettet - vil det betyde en normeringsforringelse over hele året, da der nu vil være færre personaler til at passe det samme antal børn. At det forholder sig sådan, hvad angår lukkedagene før påske, bekræftes i øvrigt i forvaltningens bemærkninger, der afsluttes med sætningen: ” Forslaget betyder reduktion i normering for hele året.”

Vi vil fra BUPL Storkøbenhavn stærkt opfordre til, at besparelsesforslagene på de pædagogiske områder ikke gennemføres. Vi er bekymrede for konsekvenserne for kommunens børn og unge, og vi er bekymrede for det kursskifte, gennemførelsen vil signalere.

Vi står gerne til rådighed for forsat dialog.

Bedste hilsner

Brigitte Christensen, kasserer og faglig sekretær i BUPL Storkøbenhavn

Josie Ingemann, fællestillidsrepræsentant for pædagogerne i Glostrup

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.