GLADSAXE: Budgetforslag 2027-30 med implikationer og besparelser
BUPL Storkøbenhavns bemærkninger til Gladsaxe Kommunes budgetforslag 2027-2030
Baggrunden for dette høringssvar, er at vi på trods af en egentlig formel høringsprocedure ifm. de årlige budgetforhandling ikke er til stede, stadig ønsker at komme med vores officielle svar som partsrepræsentation for Gladsaxe kommunes pædagoger.
De foreslåede ændringer vil få direkte betydning for børn, forældre og medarbejdere på dagtilbuds- og skoleområdet, og derfor mener vi, at de berørte parter, herunder BUPL Storkøbenhavn som repræsentant for pædagogerne i Gladsaxe, bør have reel mulighed for at bidrage med faglige perspektiver, før der træffes politisk beslutning. Vi sender derfor vores bemærkninger til det foreliggende forslag ud til en bredere målgruppe med det formål at formidle de mulige implikationer af forslagene i budgetforslaget.
Indledningsvis vil vi fra BUPL Storkøbenhavn beklage, at der ikke er etableret en formel mulighed for at afgive høringssvar til borgmesterens budgetforslag. Vi skriver alligevel et høringssvar til budgetforslaget, som adresserer vores blik på og tanker om det fremlagte budgetforslag. De foreslåede ændringer vil få direkte betydning for børn, forældre og medarbejdere på dagtilbuds- og skoleområdet, og derfor mener vi, at de berørte parter, herunder BUPL Storkøbenhavn som partsrepræsentant for pædagogerne i Gladsaxe, bør have reel mulighed for at bidrage med faglige perspektiver, før der træffes politisk beslutning. Vi sender derfor vores bemærkninger til det foreliggende forslag ud til en bredere målgruppe med det formål at formidle de mulige implikationer af forslagene i budgetforslaget.
Lukkedage i dagtilbud og SFO
BUPL Storkøbenhavn opfatter forslaget om lukkedage mandag til onsdag før påske som en reel rammebesparelse og en reduktion af oplevet serviceniveau. Vi ved, at pædagogerne afholder deres ferie uanset besparelsen. Derfor vil der være færre personaletimer hen over hele året, hvis dette vedtages. Selvom der tilbydes sampasning, forsvinder behovet for pasning ikke. Besparelsen kan derfor medføre, at børn og personale samles på færre matrikler, ofte i uvante rammer og med færre kendte voksne. Det kan udfordre kontinuiteten, trygheden og kvaliteten i tilbuddet – særligt for børn, som er afhængige af genkendelige relationer og faste strukturer.
Lukkedagene begrænser samtidig både pædagogernes og forældrenes mulighed for selv at placere deres ferie og kan skabe et øget pres på familiernes hverdag og arbejdsmarkedstilknytning. Hertil kommer en risiko for, at besparelsen flyttes til andre dele af organisationen, fordi sampasning fortsat kræver planlægning, ledelse og personaleressourcer. BUPL Storkøbenhavn anbefaler derfor, at forslaget genovervejes, og at konsekvenserne for børn, forældre, medarbejdere og drift belyses grundigt, før der træffes beslutning. Vi vil gerne henvise til en nylig analyse fra Dansk Erhverv, der påpeger, at børnefamilier oplever netop lukkedage og ferielukning som en stor gene.
To-lærerordning og inddragelse af pædagogerne
BUPL Storkøbenhavn anerkender ambitionen om at styrke de første skoleår gennem flere fagprofesionelle tæt på børnene. Flere voksne kan skabe bedre muligheder for deltagelse, tidligere støtte og stærkere fællesskaber. Det er imidlertid afgørende, at indsatsen tilrettelægges med respekt for de forskellige faggruppers kompetencer og aftaler.
Det giver anledning til undren og bekymring, hvis finansieringen eller gennemførelsen af tolærerordningen forudsætter ændringer i pædagogernes arbejdstidsaftale. En investering i skolen bør ikke ske ved at forringe pædagogernes arbejdsvilkår eller reducere den tid, de har til forberedelse, koordinering og det pædagogiske arbejde i skole og SFO. Det bør desuden tydeliggøres, hvilke opgaver pædagogerne forventes at varetage, hvordan deres faglighed indgår i ordningen, og hvilke konsekvenser forslaget får for bemanding og kvalitet i SFO'en.
Det foreslås at pædagogerne i højere grad skal være til stede i Bh. Klassen end før. Det må antages at ske på bekostning at nogle af pædagogernes nuværende timer i 1.-3. klasse. Der lægges i forslaget også op til flere lærertimer i 4.-9. klasse.
I den forbindelse er vi bekymrede for den fremtidige stillingsstruktur for pædagogerne i SFO og klub. Vi ønsker os derfor klare udmeldinger fra kommunen, som sikrer at pædagogerne også fremover kan bidrage til børnenes hele dag - både i skole og fritid, på vilkår som er attraktive og fagligt meningsfulde.
Vi undrer os samtidig over, at vi i BUPL ikke er blevet inddraget tidligere, når det som beskrevet i budgetforslaget, potentielt kan få væsentlig betydning for pædagogernes arbejde og opgaveløsning. En bæredygtig model for flere fagprofesionelle kræver tidlig, reel og forpligtende inddragelse af de faglige organisationer og de lokale medarbejdere. BUPL Storkøbenhavn opfordrer derfor Gladsaxe Kommune til at indlede en snarlig dialog om formål, organisering, finansiering, arbejdsdeling og evaluering, inden ordningen udmøntes.
Reduktion i rengøringen på skolerne
BUPL Storkøbenhavn finder det bekymrende, at den daglige toiletrengøring på skolerne foreslås reduceret fra to til én gang. Toiletterne benyttes af mange børn og unge gennem en lang skole- og fritidsdag, og et lavere rengøringsniveau kan få betydning for både hygiejne, arbejdsmiljø og børnenes lyst til at benytte faciliteterne.
Hvis toiletterne i løbet af dagen bliver så belastede, at der opstår behov for ekstra oprydning eller rengøring, er der risiko for, at opgaven i praksis placeres hos det pædagogiske personale. Det vil tage tid fra kerneopgaven og fra samværet med børnene. Vi er desuden bekymrede for, at nogle børn kan undlade at gå på toilettet, hvis forholdene opleves som urene eller utrygge, hvilket kan påvirke deres trivsel og koncentration. BUPL Storkøbenhavn anbefaler derfor, at det nuværende rengøringsniveau fastholdes, eller at der som minimum gennemføres en konkret vurdering af belastningen på de enkelte skoler og i SFO'erne.
Venlig hilsen
Anders Thostrup, faglig sekretær, BUPL Storkøbenhavn
Jon Olufson, formand, BUPL Storkøbenhavn