GF21: Stort engagement med klare valg  

Stort engagement, debat, ændringsforslag, kampvalg til posten om faglig sekretær/HB-medlem og en 5. faglig sekretær. Det var nogle af ingredienserne i GF21.
FanenogBUPLStork

Af Charlotte Toft

 

Efter velkomst af næstformand Karen Aslaug Ramm gik formand Jon Olufson på talerstolen for at give sit bud på de vigtigste udfordringer og opgaver i det forløbne år. Én af dem var udfordringen med at rekruttere pædagoger nok i fremtiden:

Rekrutteringsudfordringen
”Rekrutteringsdagsordenen er en af de helt store dagsordener, der har fyldt rigtig meget i arbejdet i BUPL Storkøbenhavn i år. Det er ingen hemmelighed, at der mangler uddannede pædagoger. Mange institutioner får meget få eller ingen pædagoger til samtale, når der slås stillinger op – og det samtidig med at pengene til minimumsnormeringer er på vej. Som professionsfagforening har vi brug for at værne om vores fag, værne om vores faglighed – og det bliver svært, hvis ikke umuligt, hvis halvdelen af alle vores kollegaer ikke er pædagoger. Risikoen er, at vi ender med blot at passe børn i stedet for at arbejde med børns udvikling, trivsel og dannelse. Vi skal undgå at have arbejdspladser, hvor fagligheden er så tyndt smurt ud, at vi ikke kan levere den kvalitet, vi ved, vi kan. Af den grund sætter vi hårdt ind for at løse rekrutteringsdagsordenen,” sagde Jon Olufson, formand for BUPL Storkøbenhavn til de omkring 180 fremmødte.

Forslaget om egenkapitalen
Bestyrelsen havde op til generalforsamlingen – efter mandat givet af generalforsamlingen i 2020 – arbejdet på et forslag om, hvordan BUPL Storkøbenhavn bedst anvendte en del af egenkapitalen.
Forslaget fra bestyrelsen indebar, at der over de kommende tre år anvendes 5 mio. kroner af egenkapitalen til ”styrkelse af den politiske ledelse gennem valg af en ekstra faglig sekretær, styrkelse af professionen gennem øgede ressourcer og kompetencer i sekretariatet, styrkelse af tillidsrepræsentanterne gennem øgede midler til aktiviteter og endelig styrkelse af medlemsservicen ifm telefoniske henvendelser samt en fremtidssikring af Balleruphuset.”

Medlemsfremgangen
Formand Jon Olufson motiverede bestyrelsens forslag på baggrund af bl.a. medlemsfremgang og flere aktiviteter:
”Alene de sidste 2 år har vores medlemsfremgang været på 600 nye medlemmer – altså 10%. I den tid har vi oprettet nye aktiviteter som Pædagogisk Folkemøde, Specialpædagogisk konference, Videnkonference om fritidsområdet m.m. I takt med at vi bliver større, har vi behov for flere aktiviteter for at tilgodese vores medlemmer, ligesom vi skal kunne håndtere flere medlemshenvendelser og flere lønforhandlinger. Til det arbejde har vi brug for at det antal af valgte og medarbejdere, vi har, også passer med det aktivitetsniveau, vi gerne vil have. Der skal være en bedre balance mellem antal af medarbejdere og medlemmer. Blandt andet derfor, har vi brug for at opjustere, for at kunne løse de opgaver, vi har!”

Ændringsforslag
Forslaget fra et flertal i bestyrelsen fik flere deltagere på talerstolen til en debat, der bl.a. handlede om, hvorvidt der burde anvendes flere midler til TR-aktiviteter fremfor en ekstra faglig sekretær.

Debatten affødte også ændringsforslag, hvor leder i Ballerup og kritisk revisor i BUPL Storkøbenhavn Helle Kastrup stillede ændringsforslag om, at man opdelte forslaget i to, så man stemte om hhv faglig sekretær og de øvrige aktiviteter. Medlem af bestyrelsen Nina Tønnes stillede på baggrund af debatten forslag om, at man stemte om alle forslagene hver for sig.

Generalforsamlingen nåede frem til at dele forslaget op i to, og stemte herefter hele forslaget igennem. Der var således lagt op til endnu et valg udover kampvalget om faglig sekretær/HB-medlem.

Kampvalget
Randi Tielbo havde allerede meldt, at hun ikke ønskede at genopstille, og tre kandidater stod klar til posten som ny faglig sekretær/HB-medlem. Det blev FTR fra Ballerup og medlem af bestyrelsen Cindie Christoffersen, der fik flest stemmer.

Som følge af vedtagelsen af bestyrelsens forslag om anvendelse af egenkapitalen, skulle der vælges en 5. faglig sekretær. Her blev der også kampvalg, hvor det blev Anders Thostrup, AMR i Vallensbæk og medlem af bestyrelsen, der fik flest stemmer.

Daglig Ledelse består nu af formand Jon Olufson, næstformand Karen Aslaug Ramm, kasserer Brigitte Christensen, faglig sekretær/HB-medlem Cindie Christoffersen og faglig sekretær Anders Thostrup.

Med tonerne til “Når jeg ser et rødt flag smælde ….” Farvel og tak for denne gang, hvor både beretning, budget og regnskab også blev godkendt.

Daglig Ledelse i BUPL Storkøbenhavn

Daglig Ledelse består nu af formand Jon Olufson, næstformand Karen Aslaug Ramm, kasserer Brigitte Christensen, faglig sekretær/HB-medlem Cindie Christoffersen og faglig sekretær Anders Thostrup.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.