Forslag til 'Satsningsområde 2026-28: Flere skal vælge pædagogikken'

På generalforsamlingen 29. september i Viften i Rødovre skal vi bl.a. behandle bestyrelsens forslag 'Flere skal vælge pædagogikken' til BUPL Storkøbenhavns satsningsområde 2026-28.
GF24

Satsningsområde 2026-28: Flere skal vælge pædagogikken (forslag)

 

Baggrund

Pædagogmanglen er fortsat en af de største udfordringer for børn, unge, pædagoger og kommuner i BUPL Storkøbenhavns område. Selvom vi gennem en årrække har arbejdet målrettet med rekruttering og fastholdelse, mangler vi fortsat omkring 1.000 pædagoger.

Vi har sat fokus på løn, arbejdsvilkår, forberedelsestid, meritpædagoguddannelsen og en række andre initiativer, der skal gøre det mere attraktivt at vælge og blive i professionen. Det arbejde har været nødvendigt og har bidraget til at bremse den negative udvikling. Men det har endnu ikke været nok til at vende udviklingen.

Skal vi for alvor lykkes med at sikre flere uddannede pædagoger, er det ikke nok at fastholde flere. Vi skal også have flere til at vælge professionen.

Derfor skal årets satsningsområde være et strategisk supplement til vores eksisterende arbejde med rekruttering og fastholdelse. 

Ambitionen er enkel:

Pædagogikken er et fag flere aktivt vælger til. 

 

Vision

Pædagogik er et af de vigtigste fag i vores velfærdssamfund, og flere skal vælge pædagoguddannelsen.

Som pædagoger vil vi arbejde for, at flere unge og voksne får øjnene op for pædagogikkens betydning, faglighed og muligheder. Vi vil styrke stoltheden om professionen, skabe større nysgerrighed om faget og gøre vejen til pædagoguddannelsen tydeligere.

Flere skal opleve, at vores fag er et fag med høj faglighed, stærke fællesskaber – et fag med muligheden for hver dag at gøre en forskel for andre mennesker.

 

Spor 1 – Vi skal fortælle hele historien om pædagogfaget

Den offentlige debat om pædagogfaget er ofte præget af historier om mangel på kolleger, besparelser og pressede arbejdsvilkår. De udfordringer skal fortsat adresseres, og vi skal fortsat kæmpe for bedre løn og bedre vilkår.

Men det må ikke være den eneste fortælling, hvis flere skal vælge pædagoguddannelsen.

Vi skal sammen fortælle hele historien om pædagogfaget, og det betyder også fortællinger fra arbejdspladserne om fagligheden, relationerne, fællesskabet og den enorme betydning, vi som pædagoger har for børn, unge og mennesker med særlige behov. Og vi skal sammen arbejde mere målrettet med at synliggøre professionens styrker og inspirere flere til at vælge pædagogikken.

 

Spor 2 – Fra pædagogmedhjælper til pædagog

Pædagogmedhjælperne udgør det største rekrutteringspotentiale til professionen.

Hver dag møder vi pædagoger engagerede medhjælpere, som allerede er en vigtig del af de pædagogiske arbejdspladser. Mange har både erfaringen, motivationen og evnerne til at blive dygtige pædagoger.

Vi vil derfor sammen arbejde for, at flere pædagogmedhjælpere ser sig selv som kommende pædagoger.

Det kræver et tæt samarbejde med kommunerne, lederne, tillidsrepræsentanterne og arbejdspladserne om at skabe en kultur, hvor medhjælpere bliver introduceret til pædagogikken, får mulighed for udvikling og oplever, at uddannelsen er en realistisk og attraktiv vej.

Vi ønsker, at flere arbejdspladser aktivt arbejder med at spotte kommende pædagoger og ser flere pædagogmedhjælpere som morgendagens pædagoger.

 

Vores ambition

Pædagogmanglen skal løses gennem flere indsatser.

Vi skal fortsat arbejde for bedre løn, bedre arbejdsvilkår, højere pædagogandele og stærkere rammer for professionen. Samtidig skal vi tage næste skridt:

Vi skal skabe større interesse for pædagogikken. Vi skal inspirere flere til at vælge uddannelsen. Og vi skal gøre det mere naturligt for dem, der allerede arbejder tæt på vores pædagogprofession at blive en del af den.

Kun hvis flere vælger pædagogikken, kan vi på længere sigt sikre, at alle børn, unge og mennesker med særlige behov møder den faglighed, de har brug for.

 

Mulige handlinger:

  • Udvikle en kampagne om pædagogikkens betydning og muligheder.
  • Etablere partnerskaber med relevante faglige organisationer og kommuner om lokale veje til pædagoguddannelsen.
  • Udvikle et tiltag, hvor pædagogmedhjælpere tilbydes introduktions- og inspirationsforløb om pædagogik og uddannelsesmuligheder.
  • Inddrage tillidsrepræsentanter og arbejdspladser aktivt i at spotte og motivere kommende pædagoger.
  • Indsamle de gode erfaringer fra vores kommuner og lære af dem.
  • Arbejde politisk for at styrke meritpædagoguddannelsen og fjerne barrierer for uddannelse.
  • Indsamle og formidle de gode fortællinger fra pædagogerne om eksempelvis dét at være pædagog og hvad det kan betyde for børn og unges trivsel samt øvrige inspirerende eksempler fra arbejdspladsen om eksempelvis medhjælpere der har valgt pædagogfaget osv.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.