1. maj: Til kamp for pædagogikken

Kære venner. Kære pædagoger 

I dag 1. maj samles vi for at fejre Arbejdernes Internationale Kampdag. Det er en dag, hvor vi ser tilbage på vores sejre, men også ser frem imod udfordringer, vi stadig står overfor. 

Hvad vi har opnået?

Vi har opnået meget i hovedstadsområdet. For ikke særlig mange år siden, når vi var til møder med kommunerne om pædagogmanglen, så blev vi mødt af forslag om vi ikke troede, at det ville være smart med en rekrutteringsvideo, eller om kommunen ikke bare skulle ”brande” sig bedre - eller måske noget så smart som at sælge os på at være dem med de store legepladser. Om vi ikke mente, at det ville være nok til at fjerne pædagogmanglen. Til det kan jeg i de her lukkede selskab sige: Nej, det mente vi faktisk ikke! 

Efter lang tids påvirkningsarbejde fra os i BUPL er kommunerne derimod nu begyndt at forstå, at rekruttering og fastholdelse af pædagoger ikke kan løses med smarte videoer og fine ord. Det kræver konkrete handlinger, bedre løn, forberedelsestid og stærke faglige miljøer - og sidst men bestemt ikke mindst bedre vilkår og et godt arbejdsmiljø! Dét er vejen til flere kollegaer. Dét er vejen til flere pædagoger! 

Vi kan også se i budgetterne, at vi er nået langt. I de fleste kommuner har vi kæmpet langt flere penge hjem i budgetterne. 200 millioner kroner er blevet afsat i det seneste budgetforlig til bedre vilkår, flere pædagoger og mere forberedelsestid i vores område. Det er det højeste beløb nogensinde og et resultat af vores hårde kamp og intense påvirkningsarbejde. 

Men mens vi venter på, at disse tiltag får effekt, står vi altså i en presset hverdag. Vores arbejdsmiljø er belastet, og vi skal håndtere en stigende inklusionsopgave uden de nødvendige ressourcer. 

Alt for mange pædagoger oplever et arbejdsmarked, hvor tempoet er sat i vejret. Hvor nye opgaver vælter ind, mens de gamle aldrig forsvinder. Det er et stigende problem, og konsekvenserne er alvorlige. Vores arbejdsmiljø er belastet, og hvis vi ikke reagerer, vil vi miste flere dygtige kolleger. 

Og bare for at understrege arbejdspresset med lidt fakta: 

• Over halvdelen af pædagogerne har ikke tid nok til børn og unge i udsatte positioner
• En tredjedel af alle pædagoger er alene-pædagog på stuen.
• Hver fjerde pædagog over 60 er på en eller anden form for helbredsydelse.
• Syv ud af ti pædagoger forlader deres job før pensionsalderen. 

Og det er ikke kun et kæmpe problem for den enkelte pædagog, men i lige så høj grad for kvaliteten i institutionerne. Hvis pædagogerne pga. arbejdsmiljøet ikke kan holde til det og stopper, så udvander det fagligheden. For der står ikke dygtige pædagoger i kø for at erstatte dem vi mister. Det er ganske enkelt et samfundsproblem:

• Vi fortjener ordentlige arbejdsforhold, vi kan holde til i længden.
• Vi fortjener ordentlige arbejdsforhold, vi kan trives i.
• Vi fortjener ordentlige arbejdsforhold - og vi ikke bare fortjener det, vi kræver det! 

Helt akut står vi stadig og mangler 2000 pædagoger i hovedstadsområdet for at nå de politiske målsætninger. Det er en udfordring, der presser alle de andre udfordringer, vi har. Det er en udfordring, som vi ikke kan løse på kort sigt. Det er en udfordring, der får alt for mange pædagoger til at løbe alt for stærkt og noget der i den grad presser vores arbejdsmiljø yderligere. 

Når man tænker på den pædagogmangel og konsekvensen heraf, så burde man tænke, at pædagoger burde få mere plads og frihed til at finde egne ben i en virkelighed, hvor man mange steder er alene-pædagog. Men er det, der sker? Får vi tid og ro til opgaven. Nej, det gør vi ikke. For samtidig med at vi kæmper med pædagogmangel, møder vi et væld af forandringer, nye koncepter og nye redskaber, der skal implementeres. 

Nogle kommuner har op til 13 forskellige koncepter i gang samtidig. 13! Men vi har ikke brug for instruktionsbøger, og vi har ikke brug vejledninger for at udføre vores arbejde vel? Har vi det? Selvfølgelig har vi ikke det! 

Vi står på noget. Vi står på vores uddannelse, på pædagogikken, på den pædagogiske dømmekraft! Og det er altså et solidt fundament! Derfor har vi nogle krav til fremtiden:

• Vi skal have friheden tilbage!
• Vi skal have anerkendelsen tilbage!
• Vi kræver respekten for den pædagogiske dømmekraft tilbage!
• Vi kræver mere forberedelsestid og flere pædagoger, hvis vi skal lykkes med vores opgaver.  

Vores største ønske som pædagoger er at give børnene en bedre hverdag, et godt børneliv og løfte alle de børn, der har brug for lidt ekstra. Og for at kunne lykkes med det, så kræver det mere forberedelsestid og flere pædagoger. Kommunerne skal også fortsætte med at investere i børnene og i os pædagoger. Selvom mange kommuner er i gang, er vi altså på ingen måde i mål endnu og det kræver stadig en del mere før vi har genoprettet børneområdet! 

Hvis vi bliver mødt i vores krav, så giver det også et håb for en bedre fremtid. Når vi får vores krav indført: vil flere pædagoger vælge at blive i faget, flere vil søge ind, og vi kan begynde at se pædagogmangel, som en ting, der hører fortiden til. Noget, som vi kun kan ane i bakspejlet, noget som var engang!

Lad os sammen se ind i en fremtid med bedre pædagogandele. En fremtid med bedre vilkår, hvor vi kan udføre vores arbejde med stolthed og glæde. Lad os sammen kæmpe for det gode børneliv. Lad os sammen kæmpe for pædagogikken. Og ja selvfølgelig skal vores løn også matche den værdi vi har for samfundet!

Tak for ordet og god 1. maj!

Jon Olufson, formand i BUPL Storkøbehavn