Stram økonomiaftale udfordrer Jammerbugt Kommune

Aftalen om kommunernes økonomi for 2024 er faldet på plads mellem KL (Kommunernes Landsforening) og Finansministeriet. KL skriver, at de er godt tilfredse med aftalen, men at det er en stram aftale.
Sparegris
Genåbninger af budgettet skaber utryghed blandt medarbejderne

I BUPL synes vi overhovedet ikke, at det er en god aftale. Den er stram og på flere områder af den voldsom underfinansieret. Der kommer penge til flere børn og flere ældre, det såkaldte demografiske træk. Det er fint, men når de samtidig underfinansiere det specialiserede sociale område med flere milliarder, så hænger økonomien slet ikke sammen. Det vil betyde en stram kommunal økonomi og vi frygter store besparelser. Derfor følger vi budgetprocesserne i kommunerne nøje, og vi kæmper for, at politikerne også kender pædagogernes synspunkter, før de træffer deres beslutning.

Arbejdet med budget 2024 i Jammerbugt Kommune er i fuld gang. Der er ikke kommet meget ud, så vi ved ikke ret meget endnu. Vi ved, at Hoved-MED er i gang med at kvalificere de politiske forslag. Herefter prioriterer politikkerne, hvilke forslag de går videre med, og efterfølgende offentliggøres forslagene. Vi må derfor vente til efter sommerferien før vi ved mere om næste års budget.

Men budgettet i Jammerbugt Kommune er blevet meget uforudsigelig, og det har været et forfærdeligt år indtil nu. Vi har set to budgetåbninger i år, og vi er netop nu i høringsperioden på den seneste. Det er vildt, at man åbner budgettet midt på året - og endda flere gange. Det skaber utryghed for medarbejderne og ledere, at man ikke kan regne med de budgetter, man har fået ud. 

Det er specialiserede sociale område, som mangler penge. Man kan diskutere, om det er fordi området vokser uforudset meget, eller det har været voldsomt underfinansieret, da man lavede budgettet. Det sidste er mest sandsynligt, at det har været underfinansieret fra starten af. 

Det passer også med aftalen om kommunernes økonomi, hvor kommunerne gang på gang er lovet, at de vil nedbringe udgifterne på det specialiserede sociale område. Det er ikke sket og derfor vælter området budgetterne i kommunerne igen og igen - ligesom vi ser det i Jammerbugt Kommune. 

Vi følger udviklingen, og vi ser frem til at høre mere om, hvad politikerne arbejder med i forhold til budgettet for 2024. 

BUPL´s fokus vil være på højere normeringer i SFO og en fastholdelse af minimumsnormering på dagtilbudsområde. Vi følger processen tæt og holder møde med politikerne, så vi er sikre på, at de er klædt på i forhold til pædagogernes udfordringer.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.