Pædagoger og ledere har fremsat deres krav til OK 24

Der skal lyde en kæmpestor tak til alle de medlemmer, som har deltaget i medlemsmøderne rundt omkring i de nordjyske kommuner. De ni medlemsmøder om OK24 har haft mange engagerede pædagoger og ledere, som er kommet med gode bidrag til den kommende overenskomst. Der har været mange gode drøftelser og rigtig god stemning på møderne. Det har været en fornøjelse at møde pædagoger og ledere til møderne.
OK24

Det er især pædagoger og lederes lønefterslæb, som fylder allermest hos medlemmerne. Herunder er kravene samlet i forhold til de tre hovedområder: Løn, tid til faglighed og bæredygtigt arbejdsliv.

Alle medlemmer vil have mere i løn

Pædagoger og lederes krav på både det kommunale- og private område er et ønske om et generelt lønløft. Kravene er en højere grundløn, flere løntrin og anciennitetsstigninger og løn efter 10 års erfaringer. Mange udtrykker et ønske om et lønløft som matcher lærerlønnen eller en sammenlignelig løn med andre faggrupper med samme uddannelseslængde.

Pædagogerne vil have pensionsforbedringer og lederne vil have mulighed for frit valg mellem løn og pension.

Tid til faglighed

Pædagogerne på det kommunale- og private område vil gerne have mere tid til forberedelse af det pædagogiske arbejde - herunder mulighed for at forberede sig hjemme. 

Pædagogerne ønsker også mere tid til sparring med kollegaer, forberedelse sammen med andre faggrupper og tværfagligt samarbejde, og så skal der være med tid til opgaven som henholdsvis tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant.

For både ledere og pædagoger skal der være bedre mulighed for efter- og videreuddannelse, bedre vilkår og vikardækning, når der tages efter- og videreuddannelse. 

Der skal stilles krav om praktikvejlederuddannelse til praktikvejledere.

Pædagoger, som er på overenskomsten for særlige stillinger, vil gerne have faste arbejdstidsregler i overenskomsten – gerne FOA’s døgnarbejdstidsregler med mulighed for at aftale lokale afvigelser. 

På det kommunale område vil pædagogerne have forbedringer af arbejdstidsaftalen, mulighed for årsnormsaftaler og mere pausetid.

Bæredygtigt arbejdsliv

Flere omsorgsdage er et ønske fra pædagogerne på både det private- og kommunale område. Der er tale om omsorgsdage til sig selv, forældre og til børn. Alderen skal hæves i forhold til hvornår børn ’udløser’ omsorgsdage. I forhold til barns sygedag, så skal det være en ret frem for en mulighed at afholde barns sygedag.

Pædagogerne vil også gerne have en bedre udnyttelse af rammeaftalen om seniorpolitik, herunder særlig mulighed for nedsat tid med fuld pensionsdækning og senioraftaler og flere seniorfridage fra man fylder 55 år.

Arbejdstiden skal være mere fleksibel arbejdstid og der skal være mulighed for mere indflydelse på tilrettelæggelse af mødetider, ferie og afspadsering. Pædagoger vil gerne arbejde mere eller mindre i forhold til livsfaser, og nogen ønsker en fire dages arbejdsuge. 

Lederne vil have mere tid til kerneopgaven og rammer for ansættelse uden højeste arbejdstid.

Den videre proces med OK-kravene

Kravene til de kommende overenskomster er indsamlet blandt medlemmerne, behandlet i BUPL Nordjyllands bestyrelse og sendt til BUPL’s hovedbestyrelse, som godkender kravene på deres næste møde i starten af september. Herefter meldes kravene til Kommunernes Landsforening.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.