Nye krav giver mere gennemsigtighed – nu skal Thisted levere

Med de nye krav til opgørelse af normeringer får vi langt bedre mulighed for at dokumentere virkeligheden i institutionerne. Det er en vigtig sejr. Samtidig stiller det større krav til politikerne i Thisted Kommune, hvor normeringerne i årevis har været under pres.
Pige_legeplads
I dag er Thisted Kommune den nordjyske kommune med de dårligste normeringer.

Så er kommuneaftalen endelig på plads. Den har været forsinket på grund af det lange forløb med regeringsdannelsen. Overordnet set er det en god aftale, og der er også flere positive elementer for os som pædagoger.

Én af de konkrete forbedringer er, at minimumsnormeringerne fremover skal gælde helt frem til skolestart – altså også i den tidlige SFO. Det er meget positivt, og det betyder samtidig, at den spareøvelse, det var at sende børn tidligere i SFO, ikke længere giver samme mulighed for at omgå intentionerne i loven.

En anden væsentlig ændring er, at normeringerne fremover skal opgøres på institutionsniveau, og at personalesammensætningen ligeledes skal opgøres på institutionsniveau – allerede fra i år.
Begge dele er noget, vi har kæmpet for i lang tid, og det ser nu ud til at have båret frugt. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning – også selv om det ikke i sig selv betyder, at vi får reelle minimumsnormeringer på institutionsniveau. Det må være næste mål.

Mere overordnet tilføres der også flere midler til særligt økonomisk udfordrede kommuner – en pulje som Thisted Kommune tidligere har søgt. Det gør de formentlig også i år.

I Thisted Kommune betyder de nye opgørelsesmetoder ikke automatisk flere pædagoger. Kommunen har sandsynligvis ikke overholdt loven om minimumsnormeringer i de tre år, den har været gældende. Der er politisk prioriteret anderledes, men det har været svært at dokumentere, fordi de hidtidige opgørelser har været to år bagudrettede.

Med de nye krav får vi forhåbentlig et redskab, der i langt højere grad gør det muligt at dokumentere den aktuelle situation – og dermed også påtale, når loven ikke bliver overholdt. Det er i sig selv en vigtig sejr. Men det kræver, at vi får adgang til nutidige data – og det ser nu ud til at blive muligt.

Jeg håber selvfølgelig også, at politikerne i Thisted Kommune når frem til den erkendelse, at normeringer og pædagogers faglige arbejde er afgørende for børns udvikling – og for vores muligheder for at leve op til de ambitioner, der er på området. Vi vil fortsat lægge pres, som vi har gjort gennem længere tid, både i dialogen med politikere, forvaltning og i offentligheden.

Men det er ikke en kamp, BUPL kan løfte alene. Vi har brug for jer – for sammen er vi stærkest.
Vi har brug for jeres fortællinger fra hverdagen. Jeres stemmer gør en forskel, når vi sætter fokus på vilkårene – i MED-systemet, i lederfora, på fællesmøder og i mødet med politikerne.
Det handler ikke om små justeringer. Det handler om mange millioner kroner og om, at dagtilbudsområdet i Thisted Kommune er underfinansieret. I dag er Thisted Kommune den nordjyske kommune med de dårligste normeringer. Det giver dårligere vilkår for både børn og ansatte – og det skal frem i lyset.

Budgetprocessen er i gang, men indtil videre er der meget lidt, der er kommet ud. Det er desværre typisk for Thisted Kommune, hvor budgetprocessen er meget lukket. Det er sjældent, at andre end den absolutte ledelse ser noget, før budgettet præsenteres i forbindelse med politikernes budgetseminar i slutningen af august eller starten af september.

Desværre fortsætter lukketheden ofte også i forhandlingerne. MED-systemet og medarbejderne bliver inddraget alt for lidt. Det er en udfordring – både for kvaliteten af beslutningerne og for tilliden til processen.
Der er brug for, at politikerne stiller krav om større åbenhed og reel inddragelse, så beslutningerne træffes på et bredere grundlag.

Vi arbejder fra flere vinkler på at skabe mere åbenhed – blandt andet gennem dialog med både politikere og forvaltning – men indtil videre har det ikke ændret ved den meget lukkede proces.
Vi følger budgetforløbet tæt og fortsætter arbejdet med at holde fokus på området.

Til sidst vil jeg ønske jer alle en rigtig god sommer og en velfortjent ferie.
I BUPL holder vi også ferie, men kontoret har åbent hele sommeren – så I er som altid velkomne til at kontakte os.

Venlig hilsen

Kristian Kold, faglig sekretær, BUPL Nordjylland

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.