Kvaliteten i børnehaverne burde skabe krisestemning i forvaltning og folketing

Kvalitetsundersøgelsen i børnehaverne, der blev offentliggjort 23. maj 2025, viste os det, som pædagogerne har sagt i årevis og som blandt andet også er dokumenteret i tv og i kvalitetsundersøgelsen på 0-2 årsområdet, der kom for 2 år siden. Nemlig at: Kvaliteten er dårlig!
Pige
Kvaliteten er dårlig i de nordjyske daginstitutioner.

Af: Liselotte Thomsen, formand, BUPL Nordjylland 

Så kort kan det siges! Og det skyldes, at der er alt for få pædagoger. Det er en hjerteskærende realitet, og det er en realitet på trods af Lov om minimumsnormeringer. Det er hjerteskærende, fordi vi ved, at daginstitutionerne spiller en helt afgørende og vigtig rolle i børns tidlige udvikling og trivsel. 

Vi ved, at de første år af et barns liv er afgørende for deres videre udvikling, dannelse og trivsel og et nordjysk barn tilbringer rigtig mange timer i daginstitution. Det er her, børn lærer at stole på andre, udforske deres omverden trygt, og udvikle deltagelsesmuligheder. Daginstitutionen spiller en central rolle i denne tidlige udvikling. Kvaliteten af omsorgen, nærværet og opmærksomheden og pædagogikken i daginstitutionen har en langvarig indflydelse på et barns liv. 

Kvalitetsundersøgelsen viser, at kun 9 procent af børnehaverne vurderes at have god kvalitet. En tredjedel (28 procent) af de undersøgte børnehaver har decideret utilstrækkelig kvalitet! Undersøgelsen peger på flere allerede kendte udfordringer, herunder bl.a. utilstrækkelige normeringer. Der er ikke nok pædagoger, så kort kan det siges - der er hverken pædagoger nok i antal (normering) og i andel af medarbejdere. 

Så kvalitetsundersøgelsen for børnehaver (og den for vuggestuerne, der offentliggjordes for 2 år siden), burde faktisk skabe krisestemning i alle kommunale børneforvaltninger og i byrådene samt i børneministeriet og Folketinget. 

Lov om minimumsnormering på papiret er slet, slet ikke nok for at daginstitutionerne kan løfte den livsnødvendige opgave. Der skal være minimumsnormering i børnehøjde, og der skal være flere sociale normeringer, så vi kan løfte opgaven med børn i udsatte positioner og børn med særlige behov i vores almeninstitutioner. Som pædagoger både kan og vil vi påtage os opgaven, men vi får ikke muligheden med de utilstrækkelige rammer i form af alt for få pædagoger i antal og andel. 

Man skulle tro, at minimumsnormeringerne ville gøre en forskel her. Det gør de ikke. Vi kan konstatere, at ikke en eneste kommune lever op til minimumsnormeringer i praksis - langt fra! En opgørelse af praksisnormering i Aalborg Kommune viser, at der langt de fleste steder er 4 - 4,5 børn til en medarbejder i vuggestuer og mellem 8 og 11 børn pr. medarbejder i børnehaver (Loven om minimumsnormering siger 1:3 i vuggestuer og 1:6 i børnehaver). Med vores kendskab til normeringen i de øvrige nordjyske kommuner, er vi overbeviste om, at billedet er det samme - og i nogen kommuner, Thisted, Hjørring og Brønderslev, meget værre. 

Nu har vi det politikerne ville have - kvalitetsundersøgelser af daginstitutionerne. Kvalitetsundersøgelser der vel og mærket viser, at kun 9 procent af børnehaverne og 13 procent af vuggestuerne har en god kvalitet, og samtidig ved vi, at der er kommuner, der er milevidt fra at leve op til Lov om minimumsnormeringer i børnehøjde. Undersøgelser og viden som politikerne kan handle på, og nu SKAL der handling til! 

Debatindlægget er bragt i Nordjyske den 30. juni 2025.

Lov om minimumsnormering på papiret er slet, slet ikke nok for at daginstitutionerne kan løfte den livsnødvendige opgave.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.