Farvel til MiniSFO – goddag til trygge overgange og stærkere trivsel!

Fredag blev der sat punktum for budgetforhandlingerne i Vesthimmerlands Kommune – og alle partier er med. Budgettet for 2026 byder både på investeringer og nye måder at tænke børneområdet på. Og vi i BUPL Nordjylland har flere gode grunde til at smile!
Skolegård

En af de helt store nyheder er, at MiniSFO’en nu bliver fortid. Det er vi rigtig glade for! Det viser nemlig, at kommunen mener det alvorligt, når de siger, at børn skal have en tryg og rolig overgang til skolelivet – og at den overgang bedst sker ved, at børnene bliver i børnehaven helt frem til skolestart i august. Fremover skal overgangen gentænkes, så børnene stadig får en god introduktion til skolen, men uden at rykke dem for tidligt. 

Der er også sat 6 millioner kroner af til en styrket indsats i folkeskolerne. Pengene fordeles efter børnetal og skal bruges til at styrke trivsel og læring – især i mellemformerne. Vi glæder os over, at man vil videreføre de gode erfaringer fra indskolingen med to-medarbejderordningen, og når man samtidig bruger pædagoger i samarbejdet, så får man virkelig noget ud af den flerfaglige styrke! 

Alt i alt ser vi budgettet som et skridt i den rigtige retning. Der er fokus på trivsel, forebyggelse og investeringer i børnene – og det kan vi kun bakke op om. Vi holder selvfølgelig øje med, hvordan det hele bliver ført ud i livet, og vi vil arbejde for, at pædagogernes faglighed bliver prioriteret. 

Et fint budget – set med #børnebrillerne! 

Har du spørgsmål? Så tag endelig fat i mig på aub@bupl.dk eller mobil 6155 6173. 

De bedste hilsner
Anna Ullits Østergaard
Faglig sekretær, BUPL Nordjylland

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.