Der er luget godt ud i tidslerne i Mariagerfjord Kommune

Torsdag aften landede en budgetaftale i Mariagerfjord Kommune, og der er heldigvis fjernet en stor del af de tidsler, der med direktionens budgetoplæg var lagt op til, men man har desværre ikke fået dem alle med.
Mariagerfjord Kommune
Påvirkningsarbejdet har båret frugt. Flere besparelser er fjernet.

Det var tydeligt på byrådsmødet, at selvom alle 29 medlemmer af byrådet står bag forliget, så har budgetforhandlingerne været svære og tonen har været hård.

Én af de væsentligste ændringer er, at man har valgt at fjerne besparelserne på pædagogandelen og tildelingen til vuggestuerne. Det er glædeligt, at politikerne tilsyneladende også mener, at uddannede pædagoger er afgørende for, at der kan sikres en høj pædagogisk faglighed og kvalitet i kommunens institutioner. 

Vi oplever lige nu, at flere kommuner forsøger sig med spareøvelsen med uddannelsessammensætningen, og det er under al kritik. Derfor er det godt, at byrådet i Mariagerfjord Kommune ikke valgte denne vej.

Derudover er besparelserne på PPR og transportpuljen også fjernet, hvilket vi ser positivt på, da det har betydning for det pædagogiske arbejde med kommunens børn og unge.

Budgetforliget indeholder desværre stadig en besparelse på integrationspædagogerne, hvilket er stærkt bekymrende, da de løfter en vigtig opgave. Man har politisk i stedet besluttet at omprioritere opgaven. Her tilføres 400.000 kr. i alt fordelt til de institutioner, der har størst behov for denne indsats. Det er noget, vi vil følge tæt og selvfølgelig være optaget af, om det virker for jer i praksis. 

Derudover fastholder man at øge forældrebetalingen på SFO. Vi er meget bekymret for, at det vil betyde, at flere forældre fravælger fritidstilbuddet. Det vil få betydning for normeringen, hvis flere fravælger SFO’en, og det vil få en kæmpe konsekvens for kvaliteten, arbejdsmiljøet og mulighederne for, at pædagoger og ledere kan arbejde bedst muligt med børnenes fællesskaber og trivsel.

Men for at slutte af med det første, så er det et budget, hvor de værste tidsler er fjernet og så håber vi på, at vi næste år står med et ønskekatalog i stedet for et sparekatalog – det ville være spændende at prøve.

I fortjener en kæmpe tak for jeres indsats og engagement, for alt i alt har vores fælles påvirkningsarbejde båret frugt – så tak for jer.

Venlig hilsen

Anna Ullits Østergaard

Faglig sekretær i BUPL Nordjylland

E-mail: aub@bupl.dk

Mobil 6155 6173 

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.