Budgetforlig i Morsø Kommune

Budgettet for 2024 er tæt på at være på plads. Traditionen tro indgik en samlet kommunalbestyrelse budgetforlig for 2024. Tirsdag den 19. september førstebehandlede kommunalbestyrelsen forliget. Der er i øjeblikket en høring internt i kommunen, og vi afventer anden behandling, som finder sted den 10. oktober.
Pengedanske
Forældrebetalingen for SFO hæves med 60.000 kr. Det bekymrer BUPL.

På vores område er forliget relativ skånsomt - der er ikke lagt op til store besparelser. Det betyder ikke, at der ikke er besparelser, men vi ved at økonomien i kommunerne er presset, og vi var bekymret for langt større besparelser, end det vi ser. Men set ud fra et overordnet perspektiv er der tale om mindre besparelser, men de føles selvfølgelig alvorlige, der hvor de rammer. 

Den eneste besparelse, der rammer vores område, er at man ønsker at sammenlægge ledelsen af Majgården og Øster Jølby børnehaver. Her ligger der en besparelse på en halv million kroner, og det er altid alvorligt. Hvordan vil de spare en halv million kroner på ledelse? De beholder de samme bygninger og 85 procent af lederens tid tæller med i minimumsnormeringen? Det er en vinkel, vi følger. Det er ikke realistisk at spare en halv million kroner på at lave fælles ledelse af to institutioner og det vil være minimalt, hvad der spares ved denne øvelse.

Et enkelt forslag mere vil berøre vores område. Det er forældrebetaling på SFO-området, som samlet set hæves med 60.000 kroner. Det er ikke det helt store beløb, men vi ved, at forældre er tilbøjelige til at overveje brugen af SFO ved selv mindre prisstigninger, så det er bekymrende. Det ændrer ikke ved den økonomi, der er i SFO, selvom forældrene betaler en større andel, så sparer kommunen et tilsvarende beløb, så det forbedrer heller ikke normeringen i SFO.

Vi ønsker, at politikerne investerer i SFO-området. Det er et udsultet område og den nyeste forskning viser, at der er behov for at investere i området. At børn og unges trivsel er udfordret, er åbenlyst for enhver, og her er SFO nøglen til at skabe bedre trivsel blandt børn og unge. Derfor arbejder vi videre med påvirkningsarbejdet, så politikerne investerer i SFO-området frem mod næste års budget.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.