Budgetforlig i Brønderslev Kommune

Politikerne i Brønderslev Kommune har indgået et forlig – et bredt forlig for næste års budget, som alle partierne er en del af.

Det er et forlig som, trods investeringer, stadig bærer præg af besparelser, og det er desværre ikke en optimal måde at styrke den kommunale velfærd på. Vi må gå ud fra at uanset partifarve, så vil man gerne give borgerne den bedste service. Spørgsmålet og kunsten er at blive enige om, hvad der så i sidste ende definerer dette ud fra den økonomi, man har til rådighed.

Resultatet er blandt andet en besparelse på ledelse og administration på skoleområdet på 1.1 millioner kroner, hvor der skal fremlægges et forslag til vedtagelse i foråret 2024. Der er også blevet plads til en samlet reduktion af tildelingen til folkeskolerne på 1 million kroner. Det vides endnu ikke hvilken konsekvens disse besparelser vil få for den enkelte medarbejder.

Borgmesteren har udtalt, at der ikke lukkes skoler, børnehaver, biblioteker og andre institutioner, men der lægges vægt på en fremtidig plan om at slå Skolegades skole og Søndergades skole sammen - med et muligt afsæt i aldersopdelte skoler med de yngste elever på den ene skole, og de ældste elever på den anden skole. Dette for at opnå en fremtidig besparelse på f.eks. samlæsning.

Man oplever i Brønderslev Kommune, at økonomien til specialområdet er stigende, og derfor ligger der også en pose penge til at arbejde med mellemformer på skolerne. Dette for at arbejde med at støtte børnene på forskellig vis, så det enkelte barn kan bibeholde sin plads i almenskolen frem for et specialtilbud.

Det er ikke et budget for 2024, som beretter om store forbedringer for velfærden på børne- og ungeområdet, men nærmere et budget, som i nogen henseende kun nødtørftigt kan holde skindet på næsen. Der er stadig spørgsmål til børne- og skoleområdet, og dem arbejder vi i BUPL selvfølgelig videre med.

Vi håber lige såvel som alle andre, at regeringen vil gøre det lettere for kommunerne at prioritere velfærdsområdet, dette først og fremmest med en forbedret økonomisk ramme – resten er op til politikerne i Brønderslev Kommune.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til faglig sekretær Kristian Tornby på e-mail: kkt@bupl.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.