Budget aftale i Mariagerfjord Kommune - vi er i et valgår!

Man har politisk valgt at tilføre 723.000 kr. til, at der skal etableres juniorklubber i Hørby, Hobro og Mariager.
Det er et vigtigt skridt mod at styrke fritidstilbuddene for børn og unge i kommunen.
Vi håber, at dette er startskuddet til, at man i de kommende år vil kigge på mulighederne for at udvikle området og går efter en ambitiøs plan, hvor man opretter SFO 2 og fritids/ungdomsklubber, der har pædagoger ansat.
Vores børn og unge har nemlig brug for stærke fællesskaber og kvalificeret pædagogisk støtte – også efter skoletid.
Byrådet har en forventning om, at der i 2025 vil være et mindre forbrug på visitationspuljen og har derfor aftalt, at et eventuelt overskud kanaliseres over til almenområdet og fordeles ud fra antallet af visiterede elever. Det betyder lidt ekstra midler til almenområdet – og dermed bedre vilkår for inklusion og pædagogisk støtte i skolen.
Budgetforliget fastholder desværre en rammebesparelse på 3 millioner kroner på lønomkostninger, hvilket vi selvfølgelig skal holde skarpt øje med, da det jo vil få konsekvenser for antallet af pædagogtimer både i skoler og på daginstitutionsområdet. Derfor holder vi også øje med, om Mariagerfjord Kommune fortsat kan overholde loven om minimumsnormeringer.
Udfordringen med rammebesparelser er, at man lader det være op til forvaltningslederne, og muligvis lederne på skoler og i daginstitutioner, at finde ud af, hvor pengene skal findes. Det gør, at vi ikke på forhånd kan vide, hvad det kommer til at få af konsekvenserne, og at man politisk smører besparelsen tyndt ud over hele linjen.
Venlig hilsen
Anna Ullits Østergaard
Faglig sekretær i BUPL Nordjylland
E-mail aub@bupl.dk - mobil: 6155 6173