Er du nedslidt på din arbejdsplads? Så kan sporskifteordningen være noget for dig

Mange pædagoger i de Midtsjællandske daginstitutioner er nedslidte eller tæt på at blive det. Et sporskifteforløb kan være løsningen for dig, der har brug for nye og mindre belastende arbejdsopgaver. Ordningen er forlænget for resten af 2023.
Stresset pædagog

Et sporskifteforløb skal medvirke til, at medarbejdere, som er nedslidte eller er i fare for at blive det, kan skifte til et nyt job eller til en ny funktion på nuværende eller anden arbejdsplads, som er mindre belastende. 

Særligt pædagoger i daginstitutioner er udsatte og er derfor blandt de brancher, som kan gøre brug af puljen. Tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser imidlertid, at kun få daginstitutioner har søgt.

Ordningen kan bruges til at få nye kompetencer, så du f.eks. kan blive uddannet som praktikvejleder, sprogvejleder eller fagligt fyrtårn. 

Sporskifteordningen kan derfor være et godt redskab til at bruge for dig, som har brug for nye og mindre belastende arbejdsopgaver. Gennem puljen til sporskifte kan man – i samarbejde med arbejdsgiver – søge midler til kompetenceudvikling.

Ordningen har eksisteret nogle år, og puljen er blevet forlænget, så man kan søge resten af 2023. Det er usikkert, hvad der kommer til at ske med puljen fremover, så det er vigtigt at bruge muligheden aktivt, mens den stadig eksisterer.

På vores hjemmeside kan du finde en opdateret vejledning: Sporskifteordningen | BUPL

Vi håber, at I vil have det i baghovedet, når I møder medlemmer, som er nedslidte eller i risiko for at blive det. Man kan læse mere om ordningen her: Sporskifte (star.dk)

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.