Vi savner dig i AMR-netværket 

Det kan føles som en meget individuel opgave at være arbejdsmiljørepræsentant. Men det behøver det ikke at være. Arbejdsmiljørepræsentanterne på skolerne i Odense Kommune har startet et netværk med fire fysiske møder om året.
arbejdsmiljø

Det er et rum for sparring, refleksion og fælles læring om alt det, der kan være svært at stå med selv. På netværksmøderne får du inspiration fra dine AMR-kollegaer, der ofte kan bidrage med løsninger eller perspektiver på de udfordringer, du oplever. 

At mødes med andre arbejdsmiljørepræsentanter er meget værdifuldt, fordi du udover viden og sparring også får en styrket relation til andre i samme rolle. Det har stor betydning at mødes ansigt til ansigt, for det er her, du kan sætte ord på det, der kan være svært i praksis og kan dele ud af det, der virker. De fysiske møder styrker relationerne, og du vil føle dig som en del af et netværk, du altid kan række ud til. 

AMR-netværket er styret af og for arbejdsmiljørepræsentanterne på skolerne i Odense Kommune. Med til møderne er fællestillidsrepræsentant for skolepædagoger i Odense, Mette Hvid-Jacobsen, der håber at se flere til de fysiske netværksmøder:

”Vi ved godt, at hverdagen derude er travl, og at arbejdet omkring arbejdsmiljø skal passes blandt mange andre opgaver. Men netværket er mere end endnu et møde i kalenderen. Jo flere, der møder op, jo flere perspektiver kommer i spil og jo stærkere bliver AMR-netværket. Når du deltager i de fysiske møder, er du med til at styrke netværket som helhed. Det kan være, det lige netop er dine erfaringer, refleksioner og spørgsmål, din AMR-kollega har brug for at høre,” lyder det fra fællestillidsrepræsentanten. 

Møderne for skoleåret 2026/2027 er planlagt, så du kan skrive dem ind i kalenderen allerede nu:

Mandag d. 7. september 2026
Onsdag d. 11. november 2026
Mandag d. 1. februar 2027
Onsdag d. 7. april 2027

Vi glæder os til at se dig!

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.