Ventetid sender familier i frit fald
Det skarpe barberblad borer hun ned i huden. Det bløder, men hun gør det igen. Og igen. Desperate forsøg på at holde smerterne i livet ud. Hun ønskede ikke at leve mere. Ensomheden, frustrationen og følelsen af ikke at være som de andre børn og aldrig passe ind bliver stærkere med årene.
Hun er 12 år, og arrene fra hals til skinneben taler deres tydelige sprog. Sakse, nåle, barberblade, blyantspidsere er skåret ned i huden. Den massive angst, skyld og skam over at være forkert er for altid markeret på hendes krop.
Hun er en af mange børn, der ikke passer ind i et alment dag- og skoletilbud, men alligevel er det der, hun er blevet placeret. Mistrivslen vokser, selvskaden tager til, og lysten til at være en del af verden bliver mindre.
”Hun vil ikke leve mere. Hun gentager, hun ikke vil være her mere. Ikke når hun har det sådan. Alting er alt for hårdt.” Det er nogle af passagerne i morens dagbog.
”Det hårdeste i alle årene er, at det er så svært for andre at læse hende. Hun er god til at maskere og fremstår glad, smilende og socialt stærk. Og så smelter hun fuldstændig sammen herhjemme. Selvskaden gjorde det tydeligt for alle, men hun har jo i mange år forinden været voldsomt belastet. Børn kan godt lide i stilhed, og det skal man huske, når man arbejder med børn,” siger hendes mor.
Sorte tanker
Især blev skoletiden svær at være i og skolevægring med fuld eller delvis skolefravær blev en del af hverdagen. Utallige møder med sagsbehandlere, socialrådgivere, lærere, pædagoger og andre fagfolk blev en del af kalendergymnastikken. Og en ventetid i børnepsykiatrien på to år. Alt imens en pige på 12 år ligger på et mørklagt soveværelse uden lyst til mad, mennesker og uden lysten til at leve. Smerterne i sjælen slukker lyset i øjnene og overskuddet i hele familien.
Hun diagnosticeres med svær ADHD og GUA – en gennemgribende udviklingsforstyrrelse inden for autismespektret.
”Hendes diagnoser gør det ekstra svært at finde sin ståplads her i verden, fordi hun forventes at skulle trives i en skoleramme for ’almindelige’ børn. Og det udtrætter hende hurtigere,” siger hendes mor og fortsætter:
”De sorte tanker vokser i hende, når hun er alene. Hun har svært ved at være i sit eget selskab. Det er her, angsten kommer. Og det er jo hele årsagen til, at jeg er nødt til at være hjemme hos min datter,” siger moren.
Alligevel kan hun ikke få barn syg og blive hjemme med sin datter. Hun har brugt ferie, fridage og tjenestefri uden løn. For mens man kan få barns 1. sygedag ved et barn med høj feber, bliver reglerne mere uklare, når årsagen er et barn i alvorlig psykisk mistrivsel og ikke kan være alene på grund af selvskade. Tabt arbejdsfortjeneste er nu den eneste mulighed, men også her skal familien bruge kræfter, der for længst er sluppet op.
”Med en sagsbehandlingstid på op til fire måneder for at få en afklaring på, om man kan få tabt arbejdsfortjeneste, burde man kunne afholde barn syg i den periode. Jeg har fem tjenestefri dage uden løn og derudover min 6. ferieuge. Og jeg har brugt størstedelen – og der er stadig syv måneder tilbage af året. Hvad gør jeg så resten af tiden?”
Børn kan godt lide i stilhed, og det skal man huske, når man arbejder med børn.
Behov for proaktivt system
Familiens problematik er ikke enestående. Lange ventetider, utallige møder, massiv mistrivsel og kringlede regler om tabt arbejdsfortjeneste er en velkendt problematik hos foreningen Somenta, der hjælper mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade og deres pårørende.
”Forældre til et barn med selvskade står i en livskrise. Det er det mest voldsomme, de er udsat for, og det er en kæmpe belastning for hele familien. Der kan det være svært at mønstre de rigtige ansøgninger til tabt arbejdsfortjeneste, når man står i sit livs krise,” siger direktør i Somenta, Camilla Hersom.
Tal fra Center for Selvmordsforskning viser, at selvskaderaten i Danmark er steget med 145 % fra 2019 til 2025.
”Der er ingen tvivl om, at selvskade er noget af det farligste. Forældrene er medbehandlere, og det er ikke foreneligt med at passe et arbejde. Der er behov for, at systemet er proaktivt. Så snart en familie henvender sig med et barn i mistrivsel, skal der helt automatisk sættes ind – også økonomisk. Ingen har det ansvar i dag, og det rammer familierne. Der er både en vilkårlighed og en ulighed i, hvordan det rammer forældrene økonomisk og arbejdsmæssigt,” siger Camilla Hersom.
Der er gode dage og dårlige dage hos familien. Men ingen ved, hvilken dag det bliver. Derfor er det nødvendigt, at mor skal kunne være hjemme – især på de dårlige dage.
”Vores datters mistrivsel er igen eskaleret med massiv angst og selvskade. Man mener, at angsten er på grund af overbelastning. Vi forældre er simpelthen så bange for den selvskade. Vi er obs på hende 24 timer i døgnet. Og nu skal der vurderes, om hun kan være alene som et led i, om jeg kan få tabt arbejdsfortjeneste,” siger hun.
Ingen skal kæmpe så længe og så hårdt
Og reglerne for tabt arbejdsfortjeneste er ikke noget, familien har overskud til at sætte sig ind i. Samtidig er frygten for at miste sit arbejde stor, og et økonomisk tab uoverskuelig. Mødet med systemet har ikke gjort situationen lettere i de seks år, familien har kæmpet med datterens mistrivsel. Overskuddet forsvinder, og det bliver sværere at kæmpe.
”Det har været ubegribelig hårdt. Familier som vores skal ikke kæmpe så længe alene, før hjælpen passer til barnet. Ingen børn skal ende i så alvorlig mistrivsel, før systemet reagerer. Og ingen forældre skal slides ned mellem arbejdsliv, møder, bekymringer og et barn, der ikke kan være alene. Det giver en følelse af ensomhed, når andre omkring en ikke forstår de tanker og bekymringer, man som forælder til et barn i så svær mistrivsel har. Det eneste man som forælder ønsker sig, er jo, at ens børn er lykkelige. Alt andet er sekundært,” siger moren.
Familien håber, ligesom foreningen Somenta, at reglerne bliver lavet om, når familier med børn i psykisk mistrivsel og neurodivergens henvender sig til kommunen.
”Når et barn selvskader eller ikke kan være alene, er det ikke realistisk, at forældre kan fungere fuldt ud på arbejdsmarkedet uden støtte. Den støtte skal man have, for man har ikke overskud til selv at finde den.”
Familien medvirker i denne artikel anonymt af hensyn til deres privatliv. BUPL Fyn er bekendt med deres identitet.
Har du brug for hjælp?
Hvis du selv har tanker om selvskade eller selvmord, kan du få hjælp. Kontakt fx Livslinien på 70 201 201 eller skriv/chat via livslinien.dk.
Gør du selvskade eller har tanker om det, kan du ringe til Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade (Somenta) på 70 10 18 18 eller chatte og skrive via hjemmesiden her.