TAK for alle jeres besvarelser  

Formand i BUPL Fyn, Rikke Hunsdahl takker alle de medlemmer, der har svaret i vores spørgeskemaundersøgelse og deltaget i lyttemøderne om Fremtidens Fagforening, så vi sammen kan udvikle BUPL til at stå stærkt i fremtiden.
Vi er i fuld gang med at dykke ned i de mange besvarelser

Kære medlem af BUPL

Jeg vil gerne sige tak til de 1000 pædagoger, der har valgt at svare på vores spørgeskema og til dem, der har deltaget i lyttemøder om, hvordan vi sammen skal udvikle BUPL til at stå stærkt i fremtiden. Tak for jeres indsats for også at involvere kollegaer, der ikke er medlemmer, så vi også har fået deres input. Alt sammen er med til, at vi får et godt og stærkt grundlag for at forstå vores medlemmer og sætte de rigtige ambitioner op for udviklingen de kommende år.

Efter sommerferien er vi klar til at fortælle mere om resultaterne. Lige nu er vi i fuld gang med at kigge på tallene og de tusindvis af uddybende kommentarer, der er kommet ind med spørgeskemaerne.

Det er fantastisk at se, der tegner sig et billede af håbefulde, ambitiøse og handlekraftige pædagoger, der både stiller store krav men også har meget at byde ind med. I vil høre meget mere om det efter sommerferien og ikke mindst på generalforsamlingen den 6. oktober, hvor resultater og perspektiver for fremtiden vil blive præsenteret og diskuteret. Så sæt kryds i kalenderen den 6. oktober.

Vi trækker lod om tre gavekort blandt besvarelserne, og vinderne får direkte besked.

Mange tak for jeres indsats i denne sammenhæng og i dagligdagen.

God sommer til jer alle.

Med venlig hilsen
Rikke Hunsdahl
Formand BUPL Fyn

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.