Specialområdet er en nødvendighed, ikke en nødløsning
Der tales lige nu om, at specialområdet skal minimeres, og at flere børn med særlige behov skal inkluderes i det almene undervisningsmiljø. Visionen bygger på fællesskab og deltagelsesmuligheder for alle – men risikerer at overse virkeligheden for de børn, der har brug for netop det særlige.
Specialområdet er ikke en restgruppe, men en vital del af vores pædagogiske landskab. Det kræver målrettede indsatser, trygge rammer og faglig ekspertise, som ikke altid kan rummes i almenmiljøet – uanset hvor inkluderende, man forsøger at gøre det.
Der tales om mellemformer og fællesskabende læringsmiljøer, hvilket er værdifuldt. Men når det hævdes, at muligheden for segregering fjerner incitamentet for udvikling, overser man, at nogle børn netop udvikler sig bedst i specialiserede rammer.
Inklusion må ikke blive en ideologi, der skygger for individuelle behov.
Hvis børn fra specialtilbud skal tilbage i det almene system, kræver det massive investeringer i både pædagoger og lærere, støttefunktioner og fleksible læringsmiljøer. Uden dette risikerer vi, at de børn, der har brug for særlig støtte, mistrives – og at de børn, der allerede er i almenklasserne, får forringet deres læringsmiljø, fordi personalet skal håndtere udfordringer, de ikke er klædt på til.
Specialområdet er ikke en fejl i systemet. Det er en nødvendighed – for dem, der har brug for det, og for dem, der ikke har.
På vegne af TR-gruppen for skolepædagogerne i Odense.