Sommerhilsen fra formanden
Kære alle
Sommeren er for alvor over os – både hvad angår sol og høje temperaturer og ikke mindst nedtællingen til en kærkommen og tiltrængt sommerferie. En ferie, hvor vi alle kan trække stikket og holde fri, tilbringe rigeligt med kvalitetstid med de nærmeste og samtidig få opladet de afladte batterier.
Første halvdel af 2026 har været intens, præget af overenskomstforhandlinger, afstemninger, resultater og oversættelse til jer medlemmer. Jeg er overordnet meget tilfreds med resultaterne, selvom der naturligvis også er elementer, som vi havde ønsket bedre. Et eksempel på det er retten til fri ved børns sygdom, hvor jeg på den ene side glæder mig over udvidelsen med 0. og 3. dag, men på den anden side ikke lægger skjul på, at der fortsat venter os et stort arbejde. Fri ved børns sygdom bør håndteres via lovgivning, så vi sikrer familierne reelle rettigheder og samtidig skaber bedre balance i forhold til ligestillingen mellem mænd og kvinder, far og mor. Som det er i dag, tager kvinderne langt størstedelen af børns sygedage, hvilket kan aflæses både på lønsedlen og i pensionsalderen. Når mor bliver hjemme, vælger far ofte en økonomisk bonus på sit job i det private, og det øger ubalancen mellem kønnene. Derudover har jeg og BUPL et ønske om, at familiepolitikken generelt træder tydeligere frem på Christiansborg.
Ud over en ny overenskomst har vi naturligvis arbejdet med meget andet. Vi har et særligt fokus på vores ledermedlemmer og deres tilknytning og oplevelse af fællesskab i BUPL. Derfor er jeg også meget glad for, at vi pr. 1. maj har ansat Tina Hansen som ny faglig konsulent med lederområdet som en stor del af sin opgaveportefølje. Tina kommer fra en lederstilling i Nyborg Kommune og kender derfor alt til ledernes arbejdsmiljø, krydspres og mangeartede udfordringer. Sammen med vores nye interne struktur, hvor vi knytter ledertillidsrepræsentanterne tættere på vores fællestillidsrepræsentanter, konsulenter og politisk valgte, har jeg stor tro på, at vi sammen får gjort BUPL stærkere og mere relevant for vores ledere. Samtidig kan styrkelsen af vores interne relationer forhåbentlig gøre os endnu mere tydelige i kommunerne til fælles gavn for både ledere og pædagoger. Gode rammer og vilkår er en fælles mærkesag, der er fundamentet for den dybe pædagogiske faglighed, som I alle udfolder hver eneste dag. Vi er fælles om at styrke alt det gode og velfungerende i praksis, og vi er fælles om at finde veje i udfordringerne.
Apropos styrkelse har vi valgt at udvide antallet af faglige konsulenter. Vi opretter en ny stilling med ansættelse i løbet af efteråret, og formålet er, at vi kan understøtte vores tillidsvalgte og medlemmer mere, end vi allerede gør. Fællestillidsrepræsentanterne er allerede kommet med deres input og ønsker ud fra deres oplevelser og behov i hverdagen. Samtidig er det tydeligt for os i ledelsen, at vi dels har brug for at aflaste nogle af vores medarbejdere, dels skrue op for nogle områder, hvor vi åbenlyst kunne gøre mere. Eksempler på det er indsatser på privatområdet, budget og analyse og arbejdsmiljø. Hen over sommeren pågår samtaler med vores konsulenter, og forventningen er som nævnt, at vi kan ansætte en ny medarbejder i løbet af efteråret. Det glæder vi os til. I ledelsen er det vores klare mål, at vi hele tiden ønsker at optimere de områder, som retter sig direkte mod medlemmerne.
Her på kanten af sommerferien kigger vi naturligvis også frem mod efteråret. To store arrangementer lyser op – først vores egen generalforsamling den 1. oktober og dernæst BUPL’s kongres en måneds tid senere. Det er to af de største begivenheder målt på medlemsdemokrati, hvor man som medlem kan få direkte indflydelse på udviklingen i de kommende år. Man kan stille op til bestyrelsen eller som faglig sekretær, man kan stille op til hovedbestyrelsen i BUPL, eller man kan blive en del af vores fynske delegation, der skal med på kongressen. Jeg ser frem til et efterår i demokratiets tegn, hvor jeg særligt glæder mig til at aflægge min første mundtlige beretning som formand. Jeg er enormt stolt af at stå i spidsen for mere end 5.000 medlemmer, over 200 tillidsvalgte og et stærkt kontor i Odense med dedikerede og dygtige medarbejdere. Vi er i gang med mange positive ting, som jeg glæder mig til at se udfoldet over de næste måneder og år.
Apropos nye ting vedtog bestyrelsen i foråret en ny kommunikationsstrategi, som vi for alvor søsætter efter sommerferien. Nogle ting har vi så småt taget hul på, blandt andet fem ugentlige aktivitetsopdateringer på vores Facebookside og en udvidelse i antallet af dybere interviews, som vores kommunikationskonsulent Lisette arbejder med. Det næste bliver en nyoprettet profil på LinkedIn, som skal øge synligheden og nærværet over for det politiske, administrative og ledelsesmæssige niveau i kommunerne, og som naturligvis skal ses i samspil med vores øvrige kommunikation. Vi arbejder med nye og flere formater, så vi dels kommer bredere ud, dels favner vores mange medlemsgrupper og eksterne interessenter. Jeg glæder mig enormt meget til at se, hvordan det folder sig ud og bliver modtaget.
Her afslutningsvis vil jeg gerne takke alle vores tillidsvalgte for deres store og vigtige arbejde og engagement. Uden jer intet BUPL! Tak for at være det afgørende bindeled mellem vores kolleger i praksis og vores medarbejdere på kontoret i Odense. Tak til netop medarbejderne for arbejdet i foråret, hvor mange har haft ekstra travlt, men altid arbejder dedikeret for vores medlemmer. Tak til jer medlemmer – pædagoger og ledere – der hver dag yder en værdifuld indsats for børn, unge og ældre og i praksis viser, hvad vores faglighed favner. Og så naturligvis en særlig tak til vores bestyrelse, der sammen med mine to lederkolleger, Eva og Henriette, har ydet endnu en stor indsats med højt engagement her i foråret. Tak for jer.
Rigtig god sommer og ferie til jer alle. Må vejrguder, ferieøkonomi og kolde fadøl være med jer hele vejen.