Skolen er ikke lærernes matrikel – det er børnenes

”Pædagogerne er gået for langt ind på lærernes matrikel.” En sætning skrevet af lærer Mia Lodberg Nielsen. En sætning, der naturligvis har affødt heftig debat og mange kommentarer. 

Mia Lodberg Nielsen skriver i sit indlæg, at ”undervisning er trivsel.” At trivsel bor i ”mødet mellem lærer og elev, i relationen til klassekammerater, i læringsaktiviteterne, i de små sejre og frustrerende “aha-øjeblikke.”

Men hvad med alle de børn, der ikke får de små sejre? Dem hvor der er alt for langt imellem ”aha-øjeblikkene”? Hvad med de børn, der ikke har nogen at lege med? Dem der ikke er en del af fællesskabet? 

Det er her, pædagogerne har en særlig og vigtig opgave i skolen. Pædagoger er uddannet til at arbejde med fællesskaber, relationer, trivsel og dannelse. Og de har i allerhøjeste grad en berettigelse i skolen. Fra skoleåret 2025/2026 indførte Folketinget Timebanken i skolerne for at give skolerne større frihed til at bruge ressourcerne dér, hvor de gør mest gavn for elevernes læring og trivsel.

Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet kan timerne i Timebanken bruges til trivselsrettede aktiviteter, klassens tid og understøttende indsatser, der ligger ud over den fagopdelte undervisning – herunder relationelt arbejde, fællesskabsopbygning og sociale aktiviteter, hvor pædagogers kompetencer er helt afgørende for elevernes udvikling. Dermed understreger loven med al tydelighed, at pædagoger ikke er et “tilvalg”, men en nødvendighed for at folkeskolen kan løse sit samlede formål.  For børn stopper ikke med at være børn, når de går i skole.

Skolepædagoger tager ikke noget fra lærerne – de giver noget til skolens børn og unge, som vi helst skulle være fælles om. Pædagoger uddanner ikke børnene, de danner dem, for skolen er langt mere end dansk, matematik og naturvidenskab. Det er et sted, hvor de sociale relationer skal udvikles, og pædagogers blik for børnenes relationelle er lige så vigtig hele vejen igennem skolen, som den er i børnehave.

Pædagogers arbejde i skolen burde ses som en gave – ikke en uvedkommen indtrængen i det, der af nogle lærere opfattes som deres matrikel. Det burde ikke være en fagpolitisk kamp, men et tværfagligt samarbejde, hvor målet er at skabe den bedste skole for børn og unge. 

Tænk engang, hvad skolen kunne være for vores børn og unge mennesker, hvis lærere og pædagoger med hver deres faglighed kunne se hinandens styrker og arbejde sammen på børnenes matrikel.